Hvordan hjælper jeg bedst min 18 årige datter? Hun befinder sig i noget, der ligner en identitetskrise. Skiftevis vred og ked af det. Hun er ikke igang med en uddannelse - ved ikke hvad hun vil. Hun arbejder engang imellem, men tjener slet ikke nok.Hun vil gerne flytte hjemmefra, men det kræver jo en fast indtægt.Hun har indenfor de sidste 3-4 år gennemgået en forvandling, bl.a. tabt sig ca. 30 kilo, skiftet stil fra værende "punket" til at være en naturlig pige, med mere almindelig tøjstil og udstråling. De venner, hun har søgt, har for de flestes vedkommende været nogle med problemer, samspilsramte,misbrugere o.l. Hun føler sig ensom og har ikke særlig megen selvtillid( tiltrods for at vi forældre altid har støttet og anerkendt hende). Jeg har undersøgt forskellige muligheder; højskoleophold,uddannelsesstart, jobmuligheder osv. Men det er ligesom om hun ikke rigtig kan overskue noget. Hvordan kommer vi videre?

Kære anonyme.

Din beskrivelse af din datter og hendes situation får mig til at tænke lidt forskelligt. På den ene side lyder din datter til at have en stærk vilje. Et stort vægttab kræver motivation, udholdenhed og vilje til at nå sit mål. Set i dèt lys har din datter formodentlig en vis råstyrke, så du måske skulle overveje at lade hende selv komme lidt mere på banen? Du skriver, at det er dig, der undersøger muligheder for hende. Det er uden tvivl gjort i den bedste mening ! Det er rigtig svært at være forælder til en ufortagsom ung, men det er også vanskeligt med en forælder, der af lutter kærlighed er fortagsom i forhold til sin datters gøren og laden. Kan der mon ligge et opgør med dig i hendes mangel på fremdrift i forhold til fremtidsplaner? Selv at skulle tage ansvar (med støtte i det omfang hun ønsker det naturligvis!) kan muligvis motivere hende til at træffe nogle beslutninger, selvom det kan virke som noget af en jungel at skulle vælge uddannelsesretning. Har hun gjort sig klart, at det at komme i gang med en uddannelse eksempelvis, også vil medføre muligheder for at søge kollegieværelse? Hun vil jo gerne flytte hjemmefra, forstår jeg.  

Har I talt om, hvad hun har af interesser, hvad hun er god til samt om, hvilken retning det kunne føre hen imod rent uddannelsesmæssigt? En samtale med en UU vejleder om dette kunne være en mulighed for din datter til at komme nærmere en afklaring. Det kan du foreslå hende. For at komme i kontakt med sin uu vejleder skal man søge: "UU vejleder" på nettet. Din datter skal finde søgeresultatet for UU vejleder i den kommune din datter hører under. På denne side vil hun kunne finde et link, hvor man kan taste sit CPR. nr. ind og derved få kontaktinformation på sin vejleder.  

Til slut skriver du, at hun ikke kan overskue noget. Det får mig til at tænke på om din datter havde besluttet sig for at tabe sig og ændre stil eller om det bare er blevet sådan? Har du talt med din datter om din bekymring for hende? Fortæl hende på en forstående måde, hvad du ser, hvordan du opfatter det og vær lyttende i forhold til hendes svar. Måske kan det give dig et klarere billede. Du bør under alle omstændigheder understrege, at du gerne vil støtte hende. Alle, også voksne, har brug for støtte ind i mellem. I forhold til vægttabet tænker jeg, at hvis det ikke var intensioneret, at det i så fald ikke er almindelige teenage humørsvingninger, men at det forstået sammen med hendes lave selvværds- og ensomhedsfølelse kunne være tegn på noget andet. Det kunne derfor være en idé også at tale med din datter om, at aftale en tid hos sin praktiserende læge for at tale om hendes manglende trivsel. Lægen har mulighed for at henvise til andre støttemuligheder, f.eks. psykolog, hvis hun skønner, din dattter har brug for det.

Jeg håber, du får en god og positiv dialog med din datter.

Bedste hilsner

Mette Kyrpø, underviser

PsykiatriFondens Børne- og Ungeafdeling