Hej
Jeg tror min bror trænger til hjælp, men jeg vil ikke starte et problem, hvis der i virkeligheden ikke er noget galt. Derfor vil jeg prøve at forklare situationen og håber I kan be- eller afkræfte min mistanke.
Min storebror er meget intelligent. Han er den ældste af os tre 'helblodssøskende'. Han har altid haft en stor vennekreds, og har altid holdt sig til de samme personer i samme by. Vores forældre gik fra hinanden, da han var 7 år, og min mor, som vi boede hos, fandt en ny, da han var omkring 12 år. (Han er idag 27). Herefter begyndte han at være mere hos vennerne og endte med at bo rundt omkring i længere perioder. Da han blev 18 år, blev han 'smidt ud' og min mor sørgede for en lejlighed til ham og hjalp med husleje og madpenge. Han blev smidt ud af lejligheden, da han ikke betalte sine regninger. Igen boede han hos kammerater. Så hjalp begge mine forældre med en ny lejlighed, men historien gentog sig og han boede igen rundt omkring. Han har påbegyndt 3 forskellige gymnasielle uddannelser, men har stadig ikke gennemført nogen af dem, ligesom han ikke har kunne holde på et fast arbejde. I flere perioder har han isoleret sig selv og været umulig at få kontakt til. Nu har han haft fast arbejde i over et år, og vores far har for nylig, anskaffet ham en lejlighed. Kontakten er også langt bedre, selvom han ikke tager initiativet. Så skulle man tro at alt var godt, men... når jeg taler med ham, er han meget bevidst om sin situation og har tilsyneladende overbevist sig selv om, at han ikke kan gøre bedre og at hans nuværende situation, bare er hans lod. Vores far er slem til at vise ham, hvor skuffet han er over ham, og at han ikke tror på, han kan noget. Dette accepterer min bror, da han tror, han fortjener det, men ikke kan gøre noget ved det....
Er han deprimeret eller er det 'learned helplessness' syndromet? Jeg vil gerne vejlede ham til at få hjælp og støtte ham igennem det, men vil samtidig godt vide, om jeg gør det rigtige.
Det kunne være rart, at familien kunne kommentere på hans liv i positive vendinger og være stolte af ham.
Venlig hilsen
den bekymrede søster

 Kære anonyme søster.

Du er bekymret for din bror og hans livssituation og vil gerne støtte og hjælpe ham til at få det bedre. Det er rigtig fint! Det er så godt, når ens nærmeste netværk fungerer godt og har ressourcer til at hjælpe.Ved din bror godt, at du er der for ham og aktivt gerne vil støtte ham? Har du sagt det til ham? Hvis ikke, kan det være et første skridt at du fortæller ham, at du er bekymret for ham, fordi du ikke synes, han virker glad og tilfreds. Det vil give ham lejlighed til at fortælle dig lidt om, hvordan han selv opfatter situationen og derfra kan I i fællesskab komme tættere på at tale om, hvordan din bror kan få det bedre. Hvor er det godt, at han har et job og har haft det i mere end et år! Har han en kæreste eller nogle venner, som han taler med eller kan komme til at tale med? Har du og din bror allerede talt sammen om din bekymring? Du kan jo fortælle, at du har søgt vejledning her og vise ham svar og spørgsmål. Det er jo rart at vide at ens søster holder af én og bekymrer sig på vegne af én. Du spørger, om din bror er deprimeret. Der er rigtig mange, der har depression, det er ligefrem en af de mest udbredte psykiske sygdomme med over 200.000 mennesker med depression i Danmark. Symptomer på depression er følelser af tristhed, man føler nedsat lyst også til at gøre ting man plejer, man er træt og har nedsat energi. Derud over kan man have nedsat selvtillid, selvbebrejdelse og føle håbløshed. Man kan have depression i forskellige grader og det er en læge, der skal stille diagnosen. Derfor synes jeg også, at du bør tale med din bror, om han kan genkende disse symptomer (I kan evt. finde en mere omfattende beskrivelse på vores hjemmeside) og opfordre ham til at gå til sin praktiserende læge for at få det undersøgt. Du kan tilbyde din bror at hjælpe med at bestille tid og gå med derhen. Depression eller ej, under alle omstændigheder er det rigtig vigtigt for din bror, at han har en opmærksom søster, som reagerer på, at han har det dårligt. Hvis det viser sig, at han har en depression, er der heldigvis god behandling at få. Lægen har mulighed for at henvise til psykolog og kan desuden udskrive medicin. Op mod halvdelen af deprimerede mennesker søger ikke hjælp. Nogle deprimerede vil afvise, at de har brug for hjælp, når de bliver spurgt og det stiller naturligvis den pårørende i en vanskelig situation. I den forbindelse kan jeg Jeg kan anbefale dig at læse i vores bog: Depression, symptomer, årsager og behandling af Jes Gerlach (red.), PsykiatriFondens Forlag 2006. Bogen kan lånes på biblioteket. Her kan du finde et kapitel om information til pårørende, bl.a et skema om symptomer man kan udfylde sammen med personen med depression. Det kan nogle gange være en hjælp. 

Jeg forstår på dig, at din bror har været rodløs og har haft det svært, siden han var teenager. Det kan derfor tage noget tid inden han er ovenpå igen. Jeg vil derfor fortælle dig, at du også skal være opmærksom på at passe på dig selv i denne proces. Ved jeres forældre, hvormeget du bekymrer dig for din bror? Kan du tale med dem om din bekymring og få dem med i processen omkring din bror? Det er et meget stort ansvar for dig, at tage hånd om din bror og hans situation alene. Hvis hele familien er indvolveret kan I støtte hinanden alle sammen. 

Gode ønsker til dig og din bror.

Bedste hilsner

Mette Kyrpø, underviser

PsykiatriFondens Børne- og Ungeafdeling.