Jeg har de sidste par måneder været virkelig nede og haft sindsyg dårlig selvtillid. Når jeg er sammen med mine venner og veninder og andre bekendte, smiler jeg bare og virker så glad som muligt, for jeg vil ikke have, at de skal tage specielt hensyn til mig, for jeg føler mig som en ting, som bare er der, som folk ikke skal tage sig af.
Jeg flyttede skole her i april måned 2009. Jeg kom fra en skole, hvor jeg havde det nogenlunde godt men jeg ville ikke gå der mere, fordi jeg synes skolen var dårlig. Da jeg så kom over på min nye skole, fik jeg det hurtigt bedre, fordi jeg fik flere venner og jeg fik mere selvtillid og gjorde mere ud af mig selv. Men så her i september måned begyndte jeg at få det dårligt med mig selv. Siden da har jeg haft oppe- og nedture sådan fra uge til uge og nogle gange fra dag til dag. Men nu er jeg så begyndt ikke at kunne holde ud at se mig selv i spejlet, kun når jeg skal tage make-up på eller skal sætte mit hår.
Jeg ved ikke hvordan og hvorfor ,det er sket, men jeg har overhovedet ingen selvtillid.
Hvad er der galt med mig?

Kære anonyme.

Tak for din mail.

Jeg vil starte med at sige, at det er rigtig godt, du skriver, når du har det, som du har det. Nedture og dårlig selvtillid er tunge ting at bære på alene. Du spørger, hvad der er galt med dig, og det kan være lidt svært at svare på over mail, når jeg ikke kender dig bedre. Men jeg ved i hvert fald, at selvtillidsproblemer desværre er ret udbredt. Nogle gange er det noget, vi kan klare selv med hjælp fra folk omkring os, som vi kan vende de svære tanker med og måske også blive mindet om, at vi er gode nok, som vi er. Andre gange er nedture og selvtillidsproblemer sværere at slippe af med og man kan have brug for at tale med en professionel – fx en psykolog.

 Jeg vil derfor foreslå dig, at du starter med at fortælle en person i dit netværk om, hvordan du går og har det. Jeg ved, det kan være svært at snakke om, og det kan være svært at forklare, hvordan man har det – men jeg synes ikke, at nogen skal gå alene med sådanne tanker og følelser, som du fortæller os om. Find en person, som du stoler på. Det kan være en forælder, en lærer, en veninde eller en anden, som du har tillid til. Hvis du vælger en veninde, så synes jeg bagefter, I skal finde ud af, hvordan du kan få sagt det til en voksen. Sammen med den voksne skal I finde ud af, om det her er nogle problemer, I kan klare selv i fællesskab eller om der er brug for professionel hjælp. Hvis du synes, det er svært at snakke om, kan du evt. tage din mail og mit svar med.

Derudover vil jeg foreslå dig at ”tage nogle nye briller på” – dvs. at fra nu af, når du ser dig i spejlet, så skal du finde en ting, du godt kan li´, i stedet for at kigge på det du ikke bryder dig om. Det er nok svært i starten men prøv alligevel at gøre det hver dag. Hvis du synes, det er for svært, så er det sådan det er, og så kan det være et ekstra tegn på, at det er vigtigt, at du ikke går med det alene og får nogen til at støtte og hjælpe dig.

Jeg håber det var hjælpsomt. Hvis du har flere spørgsmål, er du velkommen til at skrive igen.

Med venlig hilsen 

Tina Månsson Hansen, psykolog

PsykiatriFondens Børne- og Ungeafdeling