Jeg er nødt til at sende min datter på 1½ år på uovervåget samvær hos sin psykopatiske far (vistnok narcissist). De første par år af vores forhold var præget af hans travlhed og fravær. Vi sås kun en gang eller to om ugen. Men han fik mig til at indse, at det var prisen for at være kæreste med en travl og succesfuld erhvervsleder - jeg har siden fundet ud af, at han hverken er travl eller succesfuld, han magter bare ikke nærhed.

Et halvt år før jeg blev gravid, ændrede han sig og blev varm og nærværende. Hans tidligere lidt diktatoriske facon ændrede sig - han blev næsten ydmyg og meget romantisk. Da jeg blev gravid ville han vide, hvornår abortgrænsen var. Det undrede mig... siden fandt jeg ud af hvorfor. Omkring den 17. graviditetsuge fortalte han mig, at han havde brugt mig som rugemor, at han ville have barnet for sig selv, og han mente, at jeg var psykisk syg.

Til sidst fik han sin vilje - han fik mig indlagt gravid og sammenbrudt på en psykiatrisk afdeling. Hver gang jeg blev udskrevet begyndte han med sin psykiske vold til jeg brød sammen og blev indlagt igen. Da jeg fortsat blev udskrevet, blev han rasende og ændrede strategi: Han bildte den psykiatriske afdeling ind at jeg var psykotisk. De troede på ham - ikke på mig - og de sidste par måneder af graviditeten var jeg tvangstilbageholdt på en psykiatrisk afdeling. Flere senere undersøgelser af sagen har vist, at jeg på intet tidspunkt var psykotisk, men havde en depression og havde et akut nervesammenbrud.

Efter fødslen blev han igen den rare hundehvalp, jeg elskede. Men da vores datter var et halvt år gammel, fik jeg pludselig mærkelige henvendelser fra den psykiatriske afdeling og fra det offentlige. Det viste sig, at han sideløbende med at han spillede den perfekte ægtemand derhjemme kontinuerligt fremstillede mig som psykisk syg udadtil og arbejdede på at få mig tvangsindlagt. Det offentlige gennemskuede ham og advarede mig.

Da jeg besluttede at flytte fra ham, ændrede han nærmest personlighed fra minut til minut: Lavede god mad og gav mig gaver - og låste mig ude, så jeg ikke kunne komme ind til vores barn kort tid efter, hvorefter han låste mig ind igen, bildte mig ind at det var noget jeg havde bildt mig ind, hjalp mig med opvasken, skubbede mig hårdt osv. Alt inden for få timer. Pludselig kunne jeg se, hvor gal han var.

Inden jeg flygtede fra ham, var vores forhold præget af psykisk vold, og han nægtede at tilbringe tid med vores barn. Efter flugten måtte jeg gå under jorden med vores lille datter, mens han konstant bombarderede mig med mails og sms'er om, hvordan han ikke kunne sove uden "sit" barn. Han krævede hende "for sig selv". Men spurgte aldrig hvordan hun havde det.

Statsforvaltningen iværksatte samvær tre gange om ugen i et par timer. Det gik udmærket - sandsynligvis fordi han aldrig var alene med hende, men overlod hende til sin familie under samværene. En familie som desværre er af samme slags som ham.

Vores sag var så konfliktfyldt at de opgav at mægle i Statsforvaltningen. I stedet iværksatte retten en børnesagkyndig undersøgelse. Den børnesagkyndge modtog udtalelser, bl.a. fra den psykiatriske afdeling. Her skrev psykiateren, at de var bekymrede også for faderens forældreevne, fordi han ikke havde vist empati overhovedet under min graviditet og havde travlt med at fremstille mig som syg. Men den børnesagkyndige valgte at fokusere undersøgelsen på mig, fordi det var mig, der havde været indlagt. Han talte med faderen, som løj hele vejen igennem. Men den børnesagkyndige troede på ham og nægtede at undersøge sandheden af faderens udsagn (f.eks. påstod han pludselig, at han havde holdt barselsorlov og at han havde en velfungerende og støttende kernefamilie, selvom hans forældre har været skilt flere gange og han ingen kontakt har til flere familiemedlemmer - og han aldrig har passet barn mere end ti minutter). DEn børnesagkyndige ignorerede mine påstande om psykopati og vold og konkluderede, at vi var to velegnede og ligeværdige forældre, som måtte søge hjælp for at løse vores konflikter.

Vores datter blev hos mig, fordi hun er så ung. Men vi blev idømt fælles forældremyndighed. Og faderen fik udvidet sit samvær. Han fortsatte med at chikanere mig og har siden meldt mig mere end halvtreds gange til det offentlige for børnemishandling og omsorgssvigt. Vores datter er sund og rask men præget af det høje konfliktniveau, da faderen og jeg mødes flere gange om ugen for at overlevere vores datter. Også på mange andre måder bliver jeg chikaneret: mystiske uheld på min bil, min eks' krav om lægeattest de få gange, jeg aflyser samværet, eksens familie som ligeledes melder mig for omsorgssvigt og bl.a. er troppet op hos min arbejdsgiver for at fortælle om min psykiatriske indlæggelse.

Vores datter er snart to år. Hun løber glad hen til sin far, men når hun kommer tilbage fra samvær virker hun rædselsslagen, når jeg vil tage hende op. Jeg kan ikke få øjenkontakt med hende, og først dagen efter er hun sit sædvanlige glade jeg. Det virker som om faderen siger ting, der gør, at hun bliver bange for mig. Og hun virker omsorgssvigtet og meget, meget træt.

Jeg er nu diagnosticeret med posttraumatisk stresssyndrom. Jeg har kontaktet politiet for et tilhold på min eks, jeg har været på krisecenter, og jeg har kontaktet diverse offentlige myndigheder for at ikke at skulle møde min eks under samværet. Men ingen kan gøre noget, andet end at opfordre mig til at være stærk.

Jeg bryder jævnligt sammen og er ved at miste min evne til at være mor. Alt mit overskud bliver brugt på at besvare anklager fra min eks. Og hver gang han skriver om mig til en ny instans, får jeg hjertebanken og kvalme og bruger en dag eller to på at blive mig selv igen.

Jeg går til psykolog - det holder mig oppe, men nu har det stået på i halvandet år, og jeg føler, jeg er ved at drukne. Jeg har skrevet til politikerne igen og igen, men de skriver tilbage, at der ingen problemer er med forældreansvarsloven, og at den først skal evalueres i 2011. Til den tid tror jeg ikke, mit barn bor hos mig mere. Enten giver jeg op og giver hende til hendes far for at chikanen skal stoppe - jeg har et barn fra mit tidligere ægteskab, som jeg også skal være mor for. Eller også sidder jeg på en psykiatrisk afdeling med nervesammenbrud - og så kommer hun også til at bo hos ham.
Jeg er hele tiden bange for, at der skal ske mig noget, så han får hende. Min psykolog hjælper mig, men for kort tid siden fik jeg konstateret forstadier til kræft. Så nu er jeg også slået ud af visheden om, at hvis jeg bliver rigtig syg, er der ingen, der kan redde mit barn.

For kort tid siden udvidede Statsforvaltningen samværet til overnatning. Jeg er flygtet til den anden ende af landet - men har lige hørt, at han har købt hus i samme by...

Hvordan redder jeg mit barn???? Hendes far kan være alt fra blød og varm til slesk med stikkende øjne eller meget hård med dominerende og monoton, metallisk stemme. Han kan ikke se sine egne fejl, men man ender altid med selv at sige undskyld - selvom det var ham, der begyndte. Han er vildt manipulerende, lyver med udtryksløst ansigt, går med stive skridt og rank ryg - lidt som om han har panser på. Og de få gange han legede med vores datter, da vi boede sammen, kunne han overhovedet ikke læse hendes grænser, men fortsatte med at tumle med hende, selvom hun skreg i vilden sky. Når han er kærlig over for hende, er det nærmest "overdrevent" på en vammel måde med store stirrende, vilde øjne og stemmen helt oppe i falset, mens han kigger til alle sider for at se, om der er nogen omkring ham, der kan se, hvad for en "fantastisk" far, han er.

Han bliver meget vred, hvis man siger ham imod, og han kan gøre een syg bare ved at diskutere i det uendelige. Og han bliver meget vred og føler sig udnyttet, hvis han har været sød over for andre. F.eks. kunne han være sur og nægte at tale med mig i flere dage, hvis jeg bad ham gå tur med barnevognen eller skifte en ble. Hans "børnepasning" da vi boede sammen bestod i at lægge barnet et sted, hvor han ikke kunne høre hende, tænde for fjernsynet og gå i seng. Hans overdrevne kærtegn er noget, han har tillært sig efter at jeg er flyttet fra ham.

Hvordan sikrer jeg mit barn mod at blive skadet? Hvordan overbeviser jeg retten og Statsforvaltningen om at han ikke skal have samvær uden overvågning - når han nu er så god en skuespiller så snart der er publikum på? Hvordan holder jeg mig selv ovenpå midt i dét her chikanehelvede, hvor det værste er, at jeg hele tiden skal udlevere et lille barn til mit værste mareridt?
Foreløbig virker det som om alle de børnesagkyndige tror på ham, og han får bare mere og mere samvær.

Kære anonyme

Tak for dit meget lange brev. Du beskriver, hvordan du har fået et barn sammen med en mand, som du føler dig rigtig chikaneret af og som du er bange for og som du ikke mener er en god og stabil person.

Du beskriver også, hvordan du føler dig som et offer for hans mange uacceptable handlinger overfor dig og hvordan han virker meget psykisk ustabil. Der har været sat mange ting i gang og du har brugt mange kræfter på at kontakte diverse instanser for at få hjælp til at få forældremyndigheden over jeres fælles datter på snart 2 år. Du beskriver, hvordan du selv er skrøbelig og har været indlagt med depression og nervesammenbrud og at du siden hen har fået en diagnose med PTSD.

Du spørger, hvordan du redder dit barn og fortæller, at ingen kan gøre andet end at opfordre dig til at være stærk.

Dit lange brev indeholder meget smerte og rigtig mange ubehagelige oplevelser i dit liv i forbindelse med din datters far. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan fortælle dig noget, som du ikke har hørt før. Der er dog én ting, som særlig ligger mig på sinde at skrive til dig. Det bedste du kan gøre for dit barn, som jeg ser jeres situation, er at være en rigtig god mor for hende, når hun er hos dig. Giv hende masser af tryghed og omsorg, giv hende anerkendelse og ros, styrk hendes selvværd og lad hende vokse indeni. På denne måde bliver hun en mere robust pige, som har noget at stå imod med i alle de ting, der møder hende igennem livet.

Du føler, at dine grænser bliver overskredet og dine tanker om ’den gode forælder’ bliver provokeret af din datters fars måde at være forælder på – han gør det på en måde, som du tænker er ’farlig’ for din datter. Det er rigtig godt at høre, at du går til psykolog – hvis det på nogen måde er muligt for dig, vil jeg anbefale dig så vidt muligt at lade dine bekymringer blive hos psykologen, så du har overskud til at være mindre bekymret, når du er sammen med din datter. Det er en kæmpe konflikt du og din eks har gang i og den har varet ved over en lang periode. Det er rigtig drænende og suger energi fra dig, energi, som din datter vil have glæde af og få styrke af at få.

Det er dit ord mod hans og hans ord mod dit. For at spare på dine kræfter kunne det være en god idé ikke at gå ind i diskussioner med ham. Du beskriver, at du føler dig syg, når I har diskuteret i ’i det uendelige’. Jeg tænker på , hvad der mon ville ske, hvis du ikke brugte dine sparsomme kræfter på ham, men på din datter. At hjælpe hende til selv at sætte grænser, vil give hende en indre råstyrke at stå imod med. Du tolker på hendes adfærd, når du får hende tilbage fra samvær hos sin far. Hvad gør disse tolkninger ved dig og hvad gør de ved din måde at være mor på? Kunne du eventuelt få disse bekymringstanker til at fylde mindre for dig?

Som du selv er inde på, er der ikke et kort svar og en hurtig løsning på dit eksistentielle dilemma og store problem. Jeg vil dog tillade mig at tilslutte mig det, som du selv er inde på, netop at sørge for at være stærk nok til ikke at give efter for chikanen og give din datter til sin far og til ikke at få et nervesammenbrud, hvor hun så også vil ende hos sin far. Du har brugt rigtig mange kræfter på ’at få sat noget i gang’ og der er også meget energi i dit brev til PsykiatriFonden – jeg forestiller mig ligesom en tragt, hvor du benytter din energi og så bliver den kanaliseret hen, der hvor du søger hjælpen. Mit håb for dig er, at det vil blive muligt for dig at kanalisere energien tilbage i dig selv. Det vil så til en vis grad være med til at give dig det overskud, der skal til for at acceptere, at din datter også har brug for en far og at andre har vurderet, at han er ok som far, selvom han ikke for dig er okay hverken som mand eller far. Det vil også give dig styrke og kræfter til at være den bedste mor du kan være.

Mange hilsner

Charlotte Diamant, cand. psych.

Underviser

PsykiatriFondens Børne- og Ungeafdeling