Jeg har en dreng på 7 år, der som 4 årig fik af ppr konstateret socio/emotionelle vanskeligheder og han er derefter startet på specialskole. Vi har så i de senere år fulgt en udvikling til det værre og har sammen med praktiserende læge, (med råd fra socialforvaltning, skole osv. ) fået sendt en henvisning til børnepsykiatrien. De har afvist den med den begrundelse, at der ikke er belæg for det. Nu har vi kæmpet så længe siden drengen var helt lille og ved snart hverken fra eller til. Hvad kan vi gøre? Han har det virkeligt svært.

Kære Diana

Der er intet mere bekymrende og smertefuldt end at ens barn ikke trives.

Jeg tænker to ting, når jeg læser din mail. Det første er, at det var en positiv tilbagemelding fra børnepsykiatrien, for det betyder, at jeres dreng ikke har så store vanskeligheder, at han skal behandles for en psykisk sygdom. Det er nok ikke let for jer som forældre at se denne vinkel, da han har det virkelig svært. Mit råd er dog alligevel, at I forsøger.

Det andet der falder mig på sinde er, at det er en rigtig bred betegnelse at få at vide, at jeres dreng har socio-emotionelle vanskeligheder, for hvad er det egentlig? Det er muligt I har fået noget mere konkret at vide af PPR psykologen for 3 år siden, da han fik det konstateret.  Når jeg læser det, tænker jeg, at det at have sociale vanskeligheder og følelsesmæssige vanskeligheder ikke er noget, der er opstået inde i barnet helt af sig selv. Mon der er nogen, der taler med jer forældre om, hvordan I bedst kan være sammen med jeres barn for at lære ham at omgås og at mærke efter, hvordan han har det? Rigtig mange forældre opdrager med intuition, dvs. bruger de erfaringer de selv har med sig fra barndommen. Det er jo tit det eneste vi ved om det at være forælder. Det vi selv oplevede.

Du spørger, hvad I kan gøre og mit bedste råd er, at I skal se på, hvordan I fungerer sammen som familie. Er der mange konflikter hjemme hos jer, er din dreng glad og tryg eller kan du nogen gange mærke, at han reagerer med angst på jeres ’skæld ud’? Får han meget ros eller er det vigtigt hos jer, at han hører efter, hvad der bliver sagt? Hvordan var det for dig, da du var barn – hvad var godt og hvad var skidt og hvordan har det påvirket din måde at være mor på? Hvad med drengens far – hvordan er deres forhold? De fleste kommuner har tilbud til familier om noget råd og vejledning. Jeg tænker også, at når jeres dreng er på en specialskole, er der muligvis hjælp at hente dér?

Jeg håber, at mit svar har fået sat noget håb og noget nyt og godt i gang hos jer og jeg håber, at I kan finde nye måder at støtte jeres drengs sociale og emotionelle kompetencer, sådan at I alle kommer til at trives bedre.

Mange hilsner

Charlotte Diamant, cand. psych.

Underviser

PsykiatriFondens Børne- og Ungeprojekt