Jeg er forvirret. Træt, ked af det hele.
Ingen overskud. Ingen lyst til mad.
Jeg er ubeskriveligt bange for, ikke mørket, men hvad der er i mørket. Jeg stoler på min mor og mine to søstre, men ingen andre.
Jeg er konstant bange for at andre svigter mig. At min kæreste er mig utro. At folk taler om mig bag min ryg.

Jeg står op hver morgen, går på arbejde hver dag, gør det vigtige som fx, at betale regninger og fodre mine mus.

Jeg sætter et smil på når der er andre end mig. Det er lidt som om jeg "glemmer" det hele når jeg er sammen med andre.

Men lige så snart jeg er alene kommer det hele igen. Især når det bliver mørkt er det slemt.

Jeg har været igennem alt muligt i løbet af mit relativt korte liv:

1. En far der har drukket over halvdelen af mit liv.

2. En far der gjorde enorm forskel på mig og min lillesøster(bekræftet af min mor for nylig) Fik altid af vide at jeg var dum, at jeg ikke duede til noget, at jeg alt i alt var uønsket, det var mig der fik vold både fysisk og psykisk.

3. Misbrug af metadon, hash, andet smertestillende, alkohol. Er afsluttet dog.

4. Selvdestruktion, skar i mig selv, er afsluttet dog.

5. 2 selvmords-forsøg der slog fejl.(fortalte ingen om det.) Har aldrig haft lyst til at prøve igen, selv om livet godt virker meningsløst og uoverskueligt engang i mellem.

6. har et ambivalent forhold til mad.
kan godt lide mad, men kan ikke rigtig finde ud af at spise. (var ude i noget begyndende spiseforstyrrelse, som stoppede lidt da jeg kom på efterskole og blev "tvunget" til at spise mindst 3 gange om dagen.)

7. udsat for incest én gang.

8. svingende selvværd/selvtillid.
(Har meget ambivalent forhold til mig selv også)

9. Haft utroligt dårlige forhold til fyre.
Finder altid dem der behandler mig værst.
Er det tryggest?

Mit egentlige spørgsmål er; Hvad er der galt?

Var til psykolog som 15 årig, han fortalte at jeg havde ocd og let til depression.

Lige nu er jeg tæt på at give det hele op.
Jeg føler at livet er en lang kamp der bare ikke kan vindes, kun holdes i skak indtil..
Ja indtil hvad?

Kan du/i hjælpe?

mvh Xenia

Kære Xenia,

Mand, hvor er du sej!!! Tak for din mail. Er du klar over, hvor meget overskud der skal til at formulere alt det, du gør i din mail, når man har det som du? Det må have været en kæmpe kraftanstrengelse og det viser mig netop, som du skriver til sidst, at livet skal holdes i skak indtil… DU VINDER KAMPEN og du er på vej.

Tænk, alle de ting du har været igennem og alligevel har du hver gang haft styrken til at stoppe dine selvdestruktive handlinger. Din mail oser af, at du har lyst til livet og at du er en fighter. Du kommer ud af sengen, passer dine mus og dit arbejde og kan glemme det værste, indtil du er alene. Der er ingen tvivl om, at du har brug for hjælp til at komme ovenpå, det er bare ret tydeligt, at du selv har den indre styrke, der skal hjælpe dig til at komme videre. Derfor må du ikke give op og det tror jeg heller ikke, du gør.

Det er overhovedet ikke underligt, at du har det så forvirret, tungt og utrygt, som du har. Du har fra tidlig barndom ikke oplevet at blive styrket i dit selvværd og følt dig elsket af i hvert fald din far. Når man ikke får udviklet et selvværd, hvor man selv mener at være god nok, sådan som du beskriver, at det er for dig, ja så skal der ikke meget til, før man føler sig nede og får det dårligt med sig selv.

Du har været udsat for psykisk, fysisk og seksuelt misbrug og bare én af disse oplevelser er nok til, at mange går totalt ned med flaget. Med den viden er det ret naturligt ikke at stole på folk, for dit system er blevet kodet til, at hvis man stoler for meget, kan man blive forrådt og det medfører smerte, megen smerte. Din ambivalens er også ret forståelig, da du ikke udelukkende har været i et utrygt miljø. Du beskriver, hvordan du stoler på nogle få mennesker i dit liv. Din angst for svigt fra andre, er baseret på dine erfaringer og derfor også en naturlig følelse.

At sige kort til dig ’hvad der er galt’, er ikke let og dog. Det er helt tydeligt for mig, at du har haft behov for at kæmpe med din angst, utryghed og nedtrykthed ved din risikofyldte adfærd både med hensyn til stoffer, cutting, selvmordsforsøg. Det lyder som om, at det har været dine eneste mulige måder  at komme smerten til livs.

Der findes andre måder! Det er stærkt, at du ikke er bukket under for de destruktive metoder, som du har forsøgt og som du nu har erfaring med, som måder der ikke duer. Sådan som du har det generelt og så tydeligt det bliver, når du er alene i mørket, vil jeg råde dig til at tale med en psykolog.

Kan du eventuelt tale med din læge eller din mor om, hvordan du bedst finder en at tale med? Eller gå på nettet og selv lede efter én? Ellers er du meget velkommen til at ringe til PsykiatriFondens Telefonrådgivning på telefon 39252525 ma-fre 11-23/ lø-sø 11-19. Du kan ringe anonymt og de er ret gode både at tale med og også til at hjælpe med at finde hjælp lokalt hos de, der ringer.

Jeg ønsker dig fortsat god kamp og ud fra din mail føler jeg mig ret sikker på, at du har så meget power, at du nok skal komme videre. At livet ikke blot skal holdes i skak, men skal rent faktisk leves!

Jeg vil også anbefale dig at læse bogen: "Bedre Selvtillid" af Irene Oestrich, PsykiatriFondens Forlag 2009. 

Mange hilsner

Charlotte Diamant, cand. psych.

Underviser

PsykiatriFondens Børne- og Ungeprojekt