Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf.: 3929 3909
Fax.: 3929 3915
kontakt@tabu.dk
Svar fra rådgivningenSpørgsmål
Jeg er en pige på 18 år. Jeg er kæreste med en mand på 40 igennem 19 måneder nu. (Ja nogle synes det er ulækkert) .. Men, jeg elsker ham, og jeg har forelsket mig i ham.
Men vores forhold har aldrig været mere lort end lige nu. Vi skændes hver dag og det har stået på i et halvt år eller noget. Jeg er gået helt ned. Jeg har tabt 10 kg på ingenting. Jeg er ked af det hele tiden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.. Jeg føler, at jeg sidder fast. Jeg er så forelsket i ham, tror jeg. For jeg kan ikke give slip. Jeg kan ikke komme videre. Hvad skal jeg gøre? Jeg føler virkelig, at jeg sidder fast i dette forhold. Han tør ikke gå fra mig, fordi han er bange for, at jeg skader mig selv, men han siger, at han elsker mig?? Jeg er så frustreret. Jeg ved jo godt, at jeg ingen fremtid har med ham. Et eller andet sted ønsker jeg bare at komme ud af alt det her, men jeg kan bare ikke :( arg.. hvad kan det være? hvorfor kan jeg ikke bare give slip og komme videre? Jeg er gået helt ned og har mistet venner pga. mit humør :-( Håber i kan hjælpe.
Hilsen A
Svar
Hej A
Tak for din mail. Du beskriver rigtig godt, hvordan du og din kæreste er låst fast i et mønster, som er meget usundt for dig. Du skriver, at du føler, at du sidder fast i jeres forhold og at han ikke tør gå fra dig. Du skriver også, at du tror, at du er forelsket i ham. Du skriver, at du gerne vil ud af forholdet og komme videre, men at du ikke føler, at du kan. Det er også en stor ting, at du har mistet dit netværk af venner, pga. dit humør.
Det er rigtig svært at slutte et forhold, uanset hvor dårligt man har det i forholdet. Det er en stor beslutning at tage, blandt andet fordi det er svært at vide, hvordan man vil have det bagefter og om man vil fortryde.
Jeg kan ikke i din mail se, noget som helst tegn på, at I har en sund relation og at I er gode for hinanden. Tværtimod lyder det meget som om, du har brug for at få tid alene til at overveje, hvad der er godt for dig. I har været sammen i snart to år, det er lang tid for dig, da du er ret ung. Du har en alder, hvor der sker rigtig meget, både med din egen personlige udvikling og i de ting livet og samfundet har af muligheder for dig. Du er ikke længere et barn, men en myndig voksen, som selv skal tage vigtige beslutninger.
Du skriver ikke, om j bor sammen, men fortæller at I skændes næsten dagligt. Hvad binder dig til ham udover dine ret komplicerede følelser? Hvad er det gode, han kan give dig, som du tænker, du har brug for? Kunne du få fyldt de behov andre steder, eventuelt fra dig selv? Hvordan har du det i dit liv nu i forhold til, da du mødte ham? Hvad er dine planer for fremtiden? Hvad er hans? Kan du se jer sammen om for eksempel 1 år, eller 5 år?
Det er mange spørgsmål, jeg stiller dig, og det er fordi, det er et rigtig svært sted, du står. Din mail viser mig, at det er tid for dig at gøre op med dine følelser for ham og at finde ud af om I skal blive sammen eller gå hver til sit. Jeg kan af gode grunde ikke råde dig til det ene eller det andet – det er udelukkende jeres egen beslutning. Én ting vil jeg dog råde dig til og det er at fortsætte med at reflektere. Du har vist, at det er det, du har brug for ved at skrive ind. Har du mulighed for at være uden kontakt til din kæreste i et par dage eller hvor lang tid der skal til, for at du får ro nok i dig selv til at mærke efter, hvad der sker i dig? For jeg er sikker på, at det vil være dig en hjælp til enten at komme ud af forholdet eller komme videre i det på en bedre måde end nu. Du er meget velkommen til at kontakte vores telefonrådgivning også, for nogen gange er det en hjælp bare at få talt tingene igennem. Telefon nummeret er 39252525 ma-fre 11-23, lø-sø 11-19.
Mange hilsner
Charlotte Diamant, cand. psych.
Underviser
PsykiatriFondens Børne- og Ungeprojekt
Tilbage
