Hej. Jeg er en pige på 16år. Jeg har for 2år siden fået konstateret depression. Jeg har været igennem flere behandlinger, og en psykolog, jeg havde, spurgte mig, om jeg havde overvejet, at jeg ofte startede en sætning med:" Jeg er bange for..". Det er noget, jeg tænkt over meget siden. Min mor siger, at jeg altid har været anderledes, fra jeg var helt lille.
Da jeg var lille, havde jeg kolik. Jeg var til kiropraktor og det gik væk.
Da jeg blev ældre, havde jeg meget svært ved at sove. Jeg fik anfald og blev meget hysterisk, når jeg ikke kunne sove. Jeg kunne finde på at slå og kradse mig selv og jeg kan ikke huske, hvorfor jeg gjorde det, udover at jeg ikke kunne sove. Min forældre var meget ramt af det og det gjorde det ikke bedre, at jeg som 8 årig mistede min bedstemor, bedstefar og moster.
(Forresten blev mine forældre skilt da jeg var ca. 3 år)
Mine forældre vidste ikke, hvad de skulle gøre. Så de tog mig til nummerolog, hvor jeg fik beroligende naturmedicin og navneændring osv. Jeg ved ikke, om jeg eller mine forældre troede på det, men det hjalp. (Da var jeg ca. 9 år)
Jeg har altid været ekstremt velopdragen i skolen og hos/sammen med andre mennesker. Uanset hvor syg jeg var, ville jeg i skole. Ikke fordi jeg havde særlig mange venner, jeg snakkede ikke med så mange og var meget alene. Min mor har sagt, at jeg altid har været meget nedtrykt og aldrig kunne glæde mig over noget.
I dag går jeg i et familiehus en gang hver anden uge. Mit store problem i dag er, at jeg er blevet for "pæn". Jeg tør ikke lade være med at lave lektier, blive fra skole eller svare læreren imod. Jeg stiller ekstra mange spørgsmål i skolen, på arbejde osv., så de er ved at få grå hår, fordi jeg er ekstremt bange for at gøre noget forkert. Jeg er en enspænder og vil helst omgås så få mennesker som overhovedet muligt.Jeg holder mig helst til en veninde ad gangen og har haft en fast kæreste i 2 år.
- Det har voldt mig mange problemer.
Da vi gik i skole sammen, blev jeg sur, når han ikke kom i skole, og han synes selvfølgeligt, at det var meget urimeligt, men det var fordi jeg var så sygeligt bange for at være alene. Det turde jeg bare ikke fortælle ham. Jeg kan begynde at græde, hvis han fortæller mig, at han skal i byen, fordi jeg er så bange for, at der sker ham noget eller at jeg mister ham. Det er en sygelig afhængighed, jeg har til ham.
Hvis folk spørger indtil noget om mig, svarer jeg ikke særlig klart. Jeg har ikke lyst til at fortælle om mig selv. Jeg svarer ikke på spørgsmål eller siger noget af mig selv. Fordi jeg er bange. Jeg tager ikke i byen og er sammen med en masse og morer mig. Jeg er bange for de mange mennesker og hvad de tænker om mig. Er sjældent væk hjemmefra. Jeg er bange for bussen, at gå alene på gaden, at gå i kantinen på min skole, at tage forindgangen til min skole osv. Da jeg var lille ville jeg ikke til andres fødselsdage, og jeg græd altid når jeg skulle afsted.
Jeg tør ikke købe noget i butikker, men er min mor eller en anden med, går det meget nemmere og så jeg er meget sjældent bange.
Jeg tænker altid, at det værste sker og hvis min mor eller kæreste ikke tager telefonen tænker jeg straks, at det er sket noget alvorligt. Jeg er bange for at tage i skole, især efter jeg ikke har været der i lang tid, f.eks. weekender eller ferier.
Min hverdag er meget ensartet og jeg vil ikke have der sker noget, der ikke er normalt. Jeg går i seng præcis kl. 21.00 hver aften og jeg bliver sur og ked af det, hvis det ikke kan lade sig gøre. Jeg er bange for at dagen i morgen er ødelagt og at jeg ikke kan komme op.

Hvis noget uforventet sker, bliver jeg meget bange og urolig. Jeg har brug for at vide tingene i god tid, ellers er jeg ikke nem at omgås. Engang skulle jeg på en overlevelsestur og vi måtte ikke vide noget. Jeg brød sammen,, fordi jeg ikke kunne forberede hvad jeg skulle have med.
Jeg er overdrevet perfektionist og kan ikke klare uperfekte ting. Mit hår skal være helt lige og nyredt. Min seng skal være redt, inden jeg forlader rummet. Min lektier SKAL være lavet, mit værelse rent, mit tøj perfekt, mit ansigt osv. Jeg bruger længere tid på det end andre, og jeg kan ikke gøre noget, hvis det ikke er ordentligt.
Jeg vågner tit om natten og ikke kan sove. Nogen gange vågner jeg nogle timer inden, jeg skal op og ikke kan sove.
Jeg har tit hovedpine.
Jeg er meget pessimistisk over for alting, og føler ikke noget kan lykkes for mig.

Jeg ser på mig selv i spejlet 100 gange inden, jeg skal nogen steder, fordi jeg er bange for, at folk skal tænke eller sige noget om mig. Når jeg er bange banker mit hjerte. Jeg bliver helt mundlam og mine ben føles næsten lamme. Jeg ryster og prøver at berolige mig selv med andre tanker.
For mig virker det her forkert, at være så bange. Er det normalt, eller for meget?

Hej Anonyme

Tak for din mail. Det er rigtig godt, at du skriver hertil og du har helt ret i din fornemmelse af, at der er meget angst i dig, så meget, at det påvirker dig negativt i din hverdag. Du beskriver rigtig godt, hvordan du har det og giver mange fine eksempler på din store indsigt i, hvordan du har det psykisk. Jeg skriver denne mail til dig, som et svar på dine overvejelser og en mulig vej videre for dig. For jeg tænker, at du skal have nogen at tale med om, hvordan du går og har det, så du kan få det meget bedre.

Jeg kan godt blive bekymret for dig med hensyn til, hvordan du reagerer med stor angst, når noget uventet eller utrygt sker for dig. Du beskriver meget levende, hvordan du har brug for struktur og forudsigelighed i din hverdag og hvordan du oplever dig selv som perfektionistisk for at reducere din angst og dermed opnå denne tryghed. Det er så fint, at du er klar over, hvorfor du blev sur på din kæreste, når han ikke kom i skole og det har været rigtig svært for dig, at være dig. Det lyder det, som om det stadig er. Du er meget ængstelig for, at der skal ske noget med de mennesker, du holder af.

Din angst i situationer med andre mennesker, hvor du er alene, ligner meget symptomer på det, der hedder social angst. Også det, at du beskriver, at du er blevet for ’pæn’ tyder på social angst. At du ikke tør lade være med at lave lektier eller have uglet hår af frygt for, hvad andre tænker om dig, lyder også som et symptom på det. Så det vil sige, at det både påvirker din måde at tænke på og også måden, du handler på.

Det med angst handler, ligesom med depression, meget om vores tanker og hvad vi siger til os selv om de ting, vi oplever eller forventer at opleve. Angsten gør, at man har en slags drejet tænkning, som hele tiden handler om, hvad der er farligt og hvad der kan gå galt. Sådan behøver det ikke at være altid fra nu af.

Det siges, at det ikke er nødvendigt at vide, hvor angsten kommer fra, for at man kan lære at tænke anderledes for at reducere angsten. Jeg tænker dog, at det er en hjælp at vide, at der er nogle mulige påvirkninger, man har haft i sit liv, som har fået angsten til at vokse. Ingen bliver født med angst så stor, at det forstyrrer ens liv og hverdag. Det er i vores relationer og omgang med andre, at vi lærer at reagere og at lægge nogle mønstre.

Du har haft nogle voldsomme oplevelser i din tidlige barndom. At have et kolikbarn er hårdt for forældrene, dog tænker jeg, at det  også er meget smertefuldt for babyen selv. Det, at du, da du blev lidt ældre, fik anfald og blev meget hysterisk, når du ikke kunne sove, fortæller mig meget om, hvor forfærdelig bange du må have været for at falde i søvn. Var det mon den eneste måde, du kunne få dine forældres opmærksomhed på? Ved at gøre meget tydeligt klart for dem, at der var noget galt? Det at være så angst, når man er lille, er ikke noget et barn selv kan styre eller bestemme og der er ingen børn, der hellere vil være hysteriske og bange, hvis de har et alternativ. Oplever barnet ikke at blive beroliget, vil det blive endnu mere bange for sin egen angst, og for eksempel tænke ’hvis mine forældre ikke kan rumme det, må det være meget forfærdeligt, det der sker i mig’. Du beskriver også, hvordan du har oplevet meget sorg over tabet af dine familiemedlemmer, mon du blev trøstet og gjort tryg i de situationer? For det er rigtig svært for forældre at være i sorg og også magte at passe på deres børns følelser.

Når børn ikke får struktur og forudsigelighed udefra, er de som regel meget gode til at lave den selv. For det er et basalt menneskeligt behov, det med forudsigelighed – vi har alle sammen brug for det til en vis grad. Hvad skete der, når du ikke var ’ekstrem velopdragen’? Du skriver, at din mor ’altid’ har set dig som meget nedtrykt og at du ’aldrig’ kunne glæde dig over noget. Deler du den oplevelse af dig selv? Du beskriver, hvordan du har tillært dig selv nogle ’undvigemanøvrer’ for at reducere din angst. Det er min oplevelse, at når man har det som du, vil det være bedst at få ændret nogle af dine måder at undgå stor angst på. Det er jo ikke en mulighed hele dit liv, at for eksempel have din mor med ude at handle. Derfor vil jeg anbefale dig, at blive klogere på din angst og også at få talt med en psykolog om det. Har du mulighed for at komme til psykolog igen, dér hvor du bor, med fokus på angsten i stedet for den depressive del?

PsykiatriFonden har en telefonrådgivning, som alle kan ringe til for at tale om lige det, de har brug for. De har nummer 39 25 25 25 og der er åbent mandag til fredag kl. 11-23 og  lørdag, søndag og helligdage kl. 11-19. Der er også udgivet nogle bøger på PsykiatriFondens Forlag, der hedder ’Angstbogen’ og "Ung og Såbar", som kan lånes på biblioteket og her er et par hjemmesider, som du måske kunne have lyst til at besøge www.angstforeningen.dk og www.angstlinien.dk.

Du har så meget forstand på, hvordan du har det og er meget klog på at søge hjælp selv. Jeg ønsker for dig, at du må finde en vej til at få det bedre, så din angst ikke fylder så meget som nu.

Du er mere end velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner

Charlotte Diamant, cand. psych.

Underviser

PsykiatriFondens Børne- og Ungeafdeling