Jeg er en ung og meget erfaren kvinde med en bred viden inden for mange områder, hvis man ser på mit liv indtil nu. Jeg har for snart 2 år siden fået diagnosen ADHD. Jeg har en 10.klasses udvidet eksamen, derefter en HG-eksamen, 4 år med afsluttet svendeprøve + svendebrev som bygningsmaler og nu skal jeg her til august begynde en HF for derefter, at kunne komme på universitet og ende som psykolog. Det er efter min diagnose gået op for mig, at det er det fag jeg vil videre med.
Jeg har gennem de sidste 4 måneder fået et meget tæt og elskeligt forhold til min "bonus-søn", som min kæreste gennem 6 måneder ( vi har kendt til hinanden i 6 år) har med en kvinde, der har diagnosen OCD. De har været separeret og er nu skilt, hvilket min kæreste priser sig lykkelig for. Da han her i weekenden, igen blev påmindet om, at han har været indvolveret i en meget psykisk syg familie med flere medlemmer af denne diagnose samt utroskab og manipulation overfor deres samlevere.
Han fik en opringning af sin tidligere "sviger-mor" som fortalte, at hans eks-kone var blevet indlagt på psykriatisk-afdeling med frygten for, at deres fælles barn vil blive taget fra hende...
Hvilket også er vores dybeste hensigt, da "vores" barn på 4 år ikke skal udsættes for denne slags mennesker, som kun har indsigt i deres eget "velbefindende" og som aldrig har vist hensyn til andre end sig selv, hvilket viser sig nu som en kendsgerning, at dette kan de ikke engang.
Dybt sårende og skræmmende ting, jeg har fået fortalt af min kæreste. Og en KAMP for mig, at få ham åbnet til at ytre sig og være sårbar igen. En facade der har hjulpet ham, som hans eneste "udvej" i sit liv med den omtalte familie.
Vi står så nu med vores lille tut og ønsker mere end noget andet i verden at beholde ham, og lade ham besøge sin mor hver anden weekend. Da vi også har fået fortalt af ham, at han kun vil bo hos os (altid). De valgte inden jeg kom ind i billedet, at have fælles forældremyndighed. Men det kan ikke være relevant længere, da hun førhen også har kontaktet os hver uge med hensigten på at destruere vores forhold.
Hvordan står vi med forældremyndigheden over vores søn?
Hvordan ser vores muligheder ud, på stående fod?
Håber I kan give en smule hjælp, da dette er frygtelig frusterende for os og vi kun ønsker ro, kærlighed og det bedste for vores lille familie med en lille på vej.

Med venlige hilsner
Jeanette

Kære Jeanette

Tak for din mail. Du spørger, hvordan du og din kæreste gennem 6 måneder står mht. forældremyndigheden over hans og hans ekskones søn og om hvordan jeres muligheder ser ud.

Når jeg læser din mail, er der flere ting, der springer mig i øjnene. Du har meget energi og har prøvet mange forskellige ting. Efter du har fået din diagnose, har du nu mod på at læse videre og dygtiggøre dig og du vil gerne på universitetet for at læse psykologi. Det er en langsigtet plan og jeg ønsker dig god vind og god fornøjelse.

Med hensyn til dit spørgsmål omkring din kærestes søn og jeres fremtid med ham, vil jeg tænke ind i mit svar, at du er videbegærlig og vil videre med psykologi som fag.

Det er godt at høre, at du har fået et godt forhold til din ’bonus-søn’, det vil forhåbentlig gøre samarbejdet med hans mor bedre. Det lyder imidlertid ikke til, at du er helt tryg ved din kærestes eks-svigerfamilie. Det er ikke fra din beskrivelse tydeligt for mig, hvem der definerer, at din kærestes eksfamilie er ’meget psykisk syg’ med flere medlemmer med OCD og utroskab. Det gør mig nysgerrig på, hvor meget viden du har om diagnosen OCD.

OCD er en form for angst, som rammer 2-3% af befolkningen og sygdommen kan behandles, så man bliver rask. Da du jo er interesseret i at læse psykologi, tænkte jeg, at ’Angstbogen’ af Jes Gerlach, udgivet på PsykiatriFondens Forlag i 2008 kunne være interessant for dig. Der er et kapitel om OCD. Jeg vil også anbefale dig at læse ’ADHD’ fra 2009, også redigeret af Jes Gerlach, nu da du selv har diagnosen. Da der jo er et meget lille barn i klemme i de to familier, hvor der er en mor eller stedmor med en diagnose, tænkte jeg på en sidste bog fra PsykiatriFondens Forlag, som du måske kunne være interesseret i at læse; ’Når børn lever sammen med psykisk syge forældre’ fra 2003, redigeret af Søren Blinkenberg. Bøgerne kan lånes på biblioteket.

Du fortæller, at din kærestes søns mor var blevet indlagt. Det er en foruroligende oplevelse at blive indlagt på psykiatrisk afdeling og det vil være meget naturligt for enhver mor at frygte, at det kan være nok til, at hendes barn vil blive taget fra hende. Det er langt fra det samme som, at moren ikke er i stand til at tage sig af sit barn. I Danmark er der generelt den holdning, at børn har ret til at være sammen med begge forældre, som har delt forældremyndighed for barnets skyld, med mindre det skønnes, at der er tunge grunde for, at den ene forælder skal have forældremyndigheden. Man skal i statsforvaltningen for at få omstødt fælles forældremyndighed og selv dér, er det ikke sikkert at beslutningen bliver lavet om. Du kan læse mere på Familiestyrelsens hjemmeside http://www.familiestyrelsen.dk/foraeldremyndighed/spoergsmaal-og-svar-om-foraeldremyndighed/

Din mail giver mig indtryk af, at du ikke er interesseret i at din kærestes søn skal være særlig meget sammen med sin mor, højst hver anden weekend. Du skriver godt nok, at den lille dreng, har fortalt, at han kun vil bo hos jer – det er min erfaring og bedste overbevisning, at børn i så ung en alder ikke har den fornødne kognitive kapacitet til at tage sådan en beslutning. De lever meget ’her og nu’ og de mener helhjertet alt, hvad de siger, selvom de godt kan tage en fuldstændig modsat beslutning allerede næste dag. Den lille dreng skal ikke være involveret i jeres voksenting og han skal ikke være med til at tage en beslutning om, hvor meget eller hvornår han skal se sin mor – det kan han slet ikke finde ud af. Det er de voksnes ansvar at sørge for, at han kan leve sit lille liv uden bekymringer. Der er også mange undersøgelser, der viser, at det er rigtig vigtigt, at forældre samarbejder positivt for, at børnene ikke skal føle sig fulde af skyld i, hvad der foregår.

Så når du spørger mig, hvordan jeres muligheder ser ud, så må jeg sige ud fra din mail, at det vil være det bedste for din kærestes søn, at I finder en måde at have et godt samarbejde med drengens mor og hendes familie, da det er drengens tarv og velbefindende, der er i højsædet – han er en uskyldig lille gut midt i en voksenkonflikt.

Jeg håber, at du kan finde en måde at acceptere i dit hjerte, at din kærestes søn har en mor og at din rolle i hans liv ikke kan erstatte hende, uanset hvilke følelser du selv må have over for hende, hendes sygdom og hendes familie.

Du er meget velkommen til at skrive igen.

Mange hilsner

Charlotte Diamant, cand. psych.

Underviser

PsykiatriFondens Børne- og Ungeafdeling