Kære børnebrevkasse.
Jeg er en pige på 16 år. Jeg bor sammen med min mor og min bror(15) og søster(13). Min mor har en forlovet, som har sit ejet hus og to børn, så jeg bor ikke sammen med dem. Min mor har kendt ham i 1½ år. Min far var alkoholiker, jeg er sikker på der ikke er nok plads til at beskrive, hvad jeg har været igennem hele min barndom, men allerede fra jeg var 4 år, har jeg vidst min far drak. Han har været utroligt syg, har været ved at dø rigtig mange gange. Han har også prøvet at begå selvmord 2 gange, da jeg var omkring 10 år ca. men jeg vågnede pludselig op fra min søvn og gik ud i køkkenet og så han stod med et glas piller, så fik jeg vækket min mor som fik hældt pillerne ud i toilettet. Min far døde i et biluheld, da jeg var 13 år gammel. Det skal siges, at jeg har haft en moster, onkel, mormor og morfar der har boet på samme ø som os, så jeg har altid kunne bo ved dem i perioder, hvor jeg ikke magtede at være hjemme. De har været en kæmpe støtte for mig og har altid været der til at snakke. Det hele har påvirket min bror meget, han har haft depression og ikke gået i skole i 2 år, det er jeg selvfølgelig meget ked af. Han stjæler også og kan ikke se det er forkert, han har ingen empati for andre mennesker. Har svært ved at forstå at min mor bestemmer over ham, ovs.
Det var lidt om min baggrund, nu kommer mit problem:
Jeg har det perfekte ydre. Jeg er en køn og slank pige, som drengene altid har kigget efter. Jeg får mere eller mindre topkarakterer i skolen. Har utrolig høje forventninger til mig selv, jeg vil gøre det godt. Bevise at jeg kan få en god uddannelse trods min sociale baggrund.(Der ligger også en forventning fra mine bedsteforældre, som betyder alt for mig, til at gøre det godt. Vil meget gerne gøre dem stolte) Jeg er en pige som folk vil være venner med, jeg har utrolig mange bekendte, dog ikke så mange tætte venner/inder. Men jeg har 3 stykker, som ved ”alt” om mig. Jeg er sød og venlig, gør ikke nogen fortræd. Er utrolig opmærksom på hvordan andre har det, og deres følelser. Jeg kan se lige ”igennem” folk, prøver at hjælpe dem, fordi jeg kan se hvad der i virkeligheden er galt. Jeg har verdens sødeste kæreste på 17 år, som jeg har været sammen med i 9 måneder. Jeg er sikker på at det skal være os to. Lyder det ikke ret perfekt? Vent bare.
Da jeg var mindre havde jeg en allergi, som gjorde jeg hævede på fødder og fik røde mærker som kløede forfærdeligt, som gjorde jeg ikke kunne komme i skole de dage som det stod på. Lægerne sagde jeg ville vokse fra det, og det har jeg også gjort. Det er der bare ikke andre end mig der ved, jeg tager ikke længere medicin for det. Problemet er at jeg lyver om, at jeg har nældefeber som det hedder, så jeg kan blive hjemme fra skole. Og det er ikke bare en dag. Nej det er ca. 40-50% af skoledagene på et år hvor jeg bliver hjemme. Min mor tror på mig, jeg siger man ikke kan se det på mig, at det bare gør forfærdeligt ondt og det er ligesom at det brænder inde under huden på mig så jeg ikke kan gå.
Jeg er mester i at lyve. Det her har stået på siden 7. klasse. Hvor mig og min familie flyttede fra en ø med ca. 10 elever på hele skolen, til en provinsby hvor der var 700 på skolen. Der er ingen der har mistanke til mig, jeg tager ikke pillerne som min mor køber, jeg smider dem bare ud. Lærer, mine venner, min familie, min kæreste, ingen ved at det hele er en stor løgn.
Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det! Jeg har det forfærdeligt med at være hjemme, nogle gange er det flere uger i træk. Jeg ser heller ikke venner eller går til noget i fritiden, jeg er bare derhjemme og er ensom.
Jeg føler ikke jeg har nok energi til at gå i skole, og fordi jeg har kæmpe forventninger til mig selv, så vil jeg lave fx en stil så vil jeg have 12. Så bliver jeg presset og får den slet ikke lavet, og så kan jeg slet ikke tage i skole. Fordi så vil min perfekte facade blive ødelagt. Jeg kan lyve om alting og gør det også, men aldrig sådan at det bliver opdaget. Jeg stjæler også penge fra folk jeg holder af, jeg synes, at jeg ”fortjener” dem. Og jeg retfærdiggøre altid det jeg gør, så jeg ikke får dårlig samvittighed. Det er aldrig blevet opdaget, selvom det er store beløb.
Jeg føler hele mit liv er bygget op på en løgn, det er en ond cirkel som jeg ikke kan komme ud af. Især det med at pjække fra skole, fordi jeg kommer bagud i mange fag. Det skal også siges at jeg er rykket en klasse ned, så jeg gik i 7. to gange. Den officielle grund var, at jeg bedre kunne med pigerne i den anden klasse, men i virkeligheden var det fordi jeg ikke følte jeg kunne følge med. Jeg har også skiftet skole en del gange, har prøvet efterskole to gange(der går jeg også nu, men jeg er hjemme hele tiden) den anden droppede jeg ud fra. Jeg gør det med at skifte skole for at starte på en frisk, men det bliver altid det samme igen.
Jeg har det også svært ved at være social hele tiden, det har jeg ikke lyst til(mod til) Hver gang der skal leges en leg, fx i idræt finder jeg på en undskyldning fordi jeg er bange for at jeg ikke kan finde ud af det og blive til grin. Så ud af til har jeg masser af selvtillid og selvværd, men jeg er bange for at det ser anderledes ud indvendigt. Jeg gør alt for at holde facaden!
Jeg har overvejet at gå til psykolog, men det ville min mor jo aldrig gå med til, når hun ingen idé har om de her problemer. Har heller ikke lyst til at sige det på en måde, for så kan jeg ikke gemme mig herhjemme mere. Ved ikke hvad jeg skal gøre, er meget ked af det.
Håber I kan komme med en kommentar og evt. sige noget om hvad I synes jeg skal gøre.
Kærlig hilsen Facaden

Kære facaden

Tak for din mail, der er utrolig modig. Her bryder du med facaden og fortæller, hvordan du har det og hvordan det ser ud indeni. Jeg tror, der er mange unge der kan genkende noget, i det du skriver. Det med at tingene ser perfekte ud udefra, men indeni brænder det hele på.

På din mail kan jeg forstå, at du gerne vil klare dig godt og gøre dine bedsteforældre stolte og samtidig pjækker du så meget fra skole, at du ikke får lavet dine lektier. Du skriver, at du lyver og har det skidt med det, men at ingen kan se det på dig. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke har det godt. Det er meget svært at gå rundt med så dårlig samvittighed og skyldfølelse. Derudover har du også oplevet mange svære ting i dit liv, i forbindelse med din fars alkoholmisbrug og dødsfald.

Derfor er det også godt at se, at du til sidst i mailen skriver, hvad der eventuelt kunne være løsningen på problemet. Nemlig at snakke med en psykolog. Hos en psykolog kan du blandt andet få hjælp til at håndtere de svære følelser, du har og der er mulighed for, at du kan fortælle, hvordan du har det uden, at du sårer nogen. Da psykologen ikke er tæt på dig, som din mor for eksempel er.

For at komme til at snakke med en psykolog kan det være, at du bliver nødt til at tale med din mor om nogen af de ting, som du har det svært med. Men du behøver jo ikke fortælle hende det hele.

Jeg vil råde dig til at få taget hul på problemet med at fortælle din mor, hvordan du også har det.  Ingen mennesker er perfekte og din mor må også undre sig over, at du har så meget fravær fra skolen. Hvis du synes, det er for svært at tale med din mor om det, så kan det være du istedet kunne tale med dine bedsteforældre? Du skriver i mailen, at du også tidligere har kunne bruge din moster og onkel, måske kunne de også være en god støtte nu? Der er også den mulighed, at du ringer til børnetelefonen på 116 111 og får gode råd til, hvordan du kan tale med din mor eller bedsteforældre. Hvad med din kæreste? Kunne han være èn der kunne hjælpe dig? Så du har en der støtter dig, når du skal have hjælp? 

En anden måde kunne eventuelt være at vise din mor den mail, du har sendt til mig. Den viser et billede af en pige, der kan en masse og så en, der har det svært -og begge dele har du i dig. Jeg ser også en pige, der har ressourcer og i denne her situation kræver det også, at du selv yder en indsats. Som det også lyder som om, du har lyst til at yde. Nu skal du have hjælp, til det der er svært.

Jeg håber, du får taget hul på problemet, da det ikke går væk af sig selv. 

 Med venlig hilsen

Helle Brandstrup Jensen, underviser og gruppeleder

PsykiatriFondens Børne- og Ungeprojekt