Jeg er en pige på 17 år, som er ved at føle sig mentalt sindssyg. Jeg føler mig ikke værdsat mere og har mistet de eneste få venner, jeg har haft i virkeligheden. Jeg føler mig ikke længere hjemme, og hver eneste gang jeg holder af nogen, forsvinder de eller stikker mig i ryggen. Jeg tør slet ikke stole på danskere mere. Jeg vil selv gerne flytte til USA, hvor alle mine online venner er, som jeg holder mere af end nogen. Selv min egen familie, de hakker på mig 24/7 og jeg er aldrig sammen med nogen. Jeg kommer kun ud, når jeg arbejder. Hver eneste drøm jeg har haft, er blevet knust. Jeg har en enkel drøm tilbage.
Jeg er begyndt at skære og selvom mine venner siger, at jeg skal stoppe, er trangen til at skære større og større. Jeg har i mange år, siden jeg var 13 år, haft selvmords tanker, men jeg har altid været bange. Nu er jeg ikke længere bange. Jeg har endda søgt på selvmordsmetoder. Min familie lagde ikke mærke til, at jeg var ude på badeværelset i lang tid for at skære. Min mor så mine ar på armen, men sagde heller ikke noget. Jeg er virkelig træt af det hele. Jeg kan ikke længere åbne op for nogen og føler mig både frastødende og afskyelig. Selv min chef har bedt mig om at snakke med en psykolog, men jeg kan bare ikke. Jeg har altid hadet dem. Jeg blev endda tjekket på en psykyatrisk afdeling, der sagde, at intet var galt med mig. Jeg kan næsten ikke lave noget sport på¨grund af mine led, da jeg lider af hypermobile led, og jeg ville ønske, jeg kunne tabe mig, da jeg er overvægtig. Men jeg har både astmatisk bronkitis, hypermobile led og et blodtryk der går op og ned. Jeg er træt af min krop og alt andet og føler ikke jeg kan elske mere. Uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg bare ikke føle mig glad eller elske. Jeg har endda opgivet at prøve at komme ind i et forhold.
Jeg er bange for at miste mine venner hver eneste dag, da en af mine venner var i en bilulykke 2 gange, begge gange i koma. Jeg har flere gange overvejet at begynde på stoffer for at glemme alt. Min mor siger, hun forstår mig, når alt hun gør er at dømme mig, som resten af familien gør; de tager hendes side. Efter vi havde et stort skænderi, hvor hun smed en kuffert ind på mit værelse, sagde hun, at jeg havde 30 minutter til at skride. Det endte i sidste ende med at jeg rokkede frem og tilbage, imens jeg græd og skreg. Jeg vil ikke være i nærheden af hende mere, hvis hun rør mig, rykker jeg væk og jeg har tit haft indre billeder af mig, der skubber hende ud af vinduet. Jeg får lyst til at sabotere min mormors bremser, efter at hun har ødelagt hele mit selvværd, som allerede var ødelagt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre mere overhovedet. Jeg græder mere og mere, selvom nogle gange kan jeg slet ikke græde overhovedet

 

Kære du

Tak for din lange mail, som beskriver en ung pige fyldt med rigtig meget smerte.

Det er et stort skridt, at du skriver herind. Godt gået! Det viser mig, at selvom du føler, at du er ved at give op overfor det hele, har du styrken og ressourcerne til at komme af med noget af alt det svære og søge at få noget hjælp. Midt i alle de ting, som du er ved at give op over for, skriver du, at du har en enkelt drøm tilbage – hold fast i, at der er noget at drømme om, for det er der.

Du har så mange svære og tunge tanker og følelser i dig lige nu, at jeg vil beskrive det som en akut krise. Du har brug for hjælp til at komme ud af alle de negative tanker, du har om dig selv og de selvskadende handlinger dit lave selvværd fører med sig.

Du beskriver, at du ikke har tillid til nogen i dit netværk i Danmark og at du har konflikter og vrede mod din mor og ikke taler med hende om de svære ting i dit liv. Det lyder, som om du ikke kan finde nogen i din hverdag, som er der for dig. Og det lyder på din mail, som om der er alt for mange ting i dit liv, som er svære og som er alt for meget for dig at finde en løsning på selv uden hjælp. Det er rigtig godt at høre, at du kan passe dit arbejde. Jeg er meget enig med din chef i, at du kan have stor glæde af at tale med en psykolog. Det lyder som om, at du har nogle negative erfaringer med psykologer, da du var på en psykiatrisk afdeling.

Jeg vil anbefale dig at give det nogle flere chancer, -det med at tale med en, der kan hjælpe dig. For du har meget brug for at få talt med nogen om dine følelser og tanker omkring dig selv og dit forhold til andre mennesker. Et første skridt kunne være at gå til din egen læge og bede om hjælp. Du kunne tage din mail og mit svar med derhen.

Du er ung, snart myndig og lige nu kan du ikke se ret meget positivt i dit liv og derfor er det normalt at tænke, at det aldrig kan blive anderledes eller bedre. Det kan det! Lige nu synker du længere ned i de negative ting i dit liv og derfor fylder det nærmest hele dig. Med den rigtige hjælp kan du få overblik nok til at se frem, til at turde stole lidt på andre, til at få det bedre med dig selv, så du kan komme tættere at få et godt liv.

Du er meget velkommen til at skrive igen. Jeg håber, at du finder den styrke i dig selv, som jeg fornemmer du har, til at gøre noget aktivt for at tale om det, der er svært.

Mange hilsner

Charlotte Diamant, cand. psych.

Underviser

PsykiatriFondens Børne- og Ungeafdeling