• Del
  • Kontakt
  • |
  • Links
  • |
  • Oversigt A-Å
  • |
  • English
  • |
Kontakt
PsykiatriFonden Børn og Unge
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf.: 3929 3909
Fax.: 3929 3915
kontakt@tabu.dk
Svar fra rådgivningen

Spørgsmål

Hej. Jeg håber I kan hjælpe..
Mine veninder har mange problemer. Når de har det dårligt, så går det ud over mig..Og min bedste veninde er cutter og har en spiseforstyrrelse. Og jeg er også begyndt at skære mig, men det er kun, når jeg kan se, at hun osse har gjort det.:( Hun vil ikke tale om det og jeg tør ikke sige til hende, at jeg får det dårligt af, at hun skærer i sig selv.. Hun har før haft en depression. Jeg vil virkelig gerne hjælpe hende. Men hvordan gør jeg det bedst? Mange kærlige hilsner fra Rikke.

Svar

Kære Rikke

Det er rigtig svært, når mennesker, man er nært knyttet til, har det dårligt. Du beskriver, hvordan du gerne vil hjælpe din bedste veninde, men samtidig påvirker hendes situation dig meget. Faktisk så meget at du også er begyndt at skære i dig selv, når din bedste veninde har skåret i sig selv. Du gør dig nogle fine tanker om at ville hjælpe din veninde, men det er vigtigt, at du er opmærksom på at passe på dig selv og prøver at skelne mellem dine veninders problemer og dine egne.  Det du ,som veninde, kan gøre er at være der for hende og støtte hende, f.eks. ved at lave nogle rare og positive ting sammen.

 I forhold til din venindes problemer med både cutting, spiseforstyrrelse og depression er der ikke tvivl om, at hun har brug for hjælp –men det skal være hjælp fra en voksen. Du hverken kan eller skal tage ansvar for din venindes situation. Din opgave bliver at fortælle en voksen om din venindes situation. Jeg foreslår, du taler med din veninde om, at du kan se, hvor svært hun har det, og at du derfor er nødt til at fortælle det til en voksen, der kan skaffe hjælp. Du kan f.eks. fortælle det til en lærer, som du har tillid til, som kan kontakte skolepsykologen eller måske til dine forældre, som kan informere skolen. Det er vigtigt, at din veninde får hjælp. Det kan være, at din veninde i første omgang bliver vred på dig, men når man har det så svært, kan det være vanskeligt at sige, at man har brug for hjælp. Ved at du taler med en voksen om situationen, giver det også dig mulighed for at få talt om, hvordan du har det og hvordan dine veninders problemer påvirker dig. Som du selv beskriver, er det nemlig rigtig svært at være tæt på en med alvorlige problemer.

Du er velkommen til at skrive igen både vedrørende din veninde og hvordan du selv har det.

Med venlig hilsen

Mette Sjøstrøm Petersen, underviser,

PsykiatriFondens Børne- og Ungeafdeling

Emne(r): Cutting, Pårørende, Depression

Tilbage