Hej.
Jeg er mor til en dreng på 7½ år, der går i 1 klasse på vores lokale skole.
Mit spørgsmål er: Han er blevet så bange her på det sidste, han nærmest går i panik, hvis han ikke kan finde os i huset (hvis jeg lige er gået i kælderen eller på 1 salen, eller ud med skraldeposen mm)
Han går og kontrollere os meget og har let til tårer... en meget svær situation for os og selvfølgelig mest for ham.
Det giver udslag ved at han bliver SÅ ulykkelig ked af det, og råber og skriger mit navn... Det er meget fustrerende både over for os men jo også for ham selv...
Han er en dreng der er lidt tilbageholdende og alligevel ikke, i skolen er han vellidt og har mange venner.Er glad når han kommer hjem fra skole.
Vores dreng har altid kommet til os, hvis han var ked af det eller haft det skidt.
Jeg har prøvet at sige flere gange han skal sige hvis der er noget der går ham på/ er ked af, så er sikker på han ville sige til hvis der er noget.
Det er meget vigtigt for mig/os at han ved at vi altid er der 100 % for ham.

Fam. mæssigt sejler hans far 1 uge af gangen, så hjemme 1 uge og vores barn har aldrig været vant til andet, og trivedes rigtig godt med det.
Vi har en lillebror på snart 2 år.
Har for 2 mdr siden fik vi aflivet vores lille gravhund, som var vores barn´s bedste ven, det tog meget hårdt på os alle.

Håber du kan se dig ud af min forklaring og vise os vej ud af tunnelen.
Jeg har selv været meget spekulativ som barn er dette noget der kan være arveligt?

Mvh en bekymret mor.

Kære anonyme mor.

Jeg forstår så udmærket, at du er bekymret, når din søn har ændret sig på det sidste. Jeg forstår det som om, at han er særlig sårbar for tiden og derfor har ekstra brug for tryghed.  Jeg synes, at det er en rigtig god beslutning at forsikre ham om, at I altid er der for ham samt at gøre dette både ved at fortælle ham det og ved handling ved f.eks. at være ekstra omhyggelig med at fortælle ham, hvor I befinder jer i huset.

Du fortæller, at I har mistet jeres hund, som din søn var stærkt knyttet til. Din søns reaktion kan meget vel være en sorgreaktion på dette tab. Det vil være godt for ham, at I sætter ord på dette tab og taler om, hvordan I hver især har det med at savne hunden.  I kan også fortælle historier om hunden fra jeres liv sammen med den, så det bliver en del af jeres families fortælling. Det vil hjælpe ham til at bearbejde sin sorg og følelsen af tab.

Det er dog samtidig vigtigt, at I prøver at få klarhed over, om der kunne være andre årsager til din søns ændrede adfærd, så I også kan tage hånd om det. Er der sket ændringer i jeres liv i den sidste tid? Har du spurgt ham, om der er sket noget i skolen? Du kan også kontakte hans lærer på skolen og fortælle om hans reaktion og høre om der er sket noget?

Du skriver ikke præcis, hvor længe din søn har haft det sådan. Hans angst og frygt bør ikke brede sig og fylde mere i hans liv, sådan at han oplever frygten i stadigt flere situationer. Hvis det har varet mere end et par uger og I ikke oplever, at det går i den rigtige retning, at han gradvist får det bedre, så synes jeg, at I burde aftale et besøg hos jeres praktiserende læge. Er det derimod sådan, at I fornemmer, at han begynder at have det bedre, at han glemmer sin tristhed/ frygt og leger godt i skolen og derhjemme mere og mere, så se tiden lidt an. Efter et par måneder skal han være godt på vej til sit ”gamle jeg” ellers bør I også konsultere jeres læge.

Med hensyn til dit spørgsmål om arvelighed kan jeg oplyse, at man godt kan arve en sårbarhed og et særligt temperament.  En særlig sårbarhed kan være et opmærksomhedspunkt i jeres familie, men behøver ikke nødvendigvis være årsag til bekymring. At takle de svære situationer i livet ved at tale om det i familien, kan gøre en stor forskel.

God bedring til din søn.

Bedste hilsner

Mette Kyrpø, underviser

PsykiatriFondens Børne- og Ungeafdeling