Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf.: 3929 3909
Fax.: 3929 3915
kontakt@tabu.dk
Samtalegrupper for børn af psykisk syge forældrePsykiatriFonden tilbyder samtalegrupper for børn og unge i alderen 11-16 år, som vokser op i en familie, hvor en eller begge forældre har en psykisk sygdom. Tilbuddet er gratis og er en central del af fondens forebyggelsesarbejde.
Hver anden familie i Danmark er ramt af psykisk sygdom.
Psykiske problemer berører langt flere, end man måske tror. Hver femte dansker får en psykisk sygdom i løbet af livet. Når en forælder bliver ramt af psykisk sygdom, påvirker det hele familien. Alle forældre gør det lige præcis så godt, som de kan for deres børn. Man kan fejlagtigt komme til at tænke, at børnene ikke lægger mærke til, hvordan forældrene har det og måske prøver man at skjule det for dem, fordi man er bekymret for at belaste dem for meget. Omvendt er børnene også bekymrede for deres forældre. Erfaringen viser dog, at børn er meget opmærksomme på deres forældres trivsel også selvom de måske ikke stiller spørgsmål eller tilsyneladende virker upåvirkede.
Det er ikke terapi, men det hjælper at tale om det. Og det er gratis!
Vi har etableret grupper for børn og unge mellem 11-16 år i hovedstadsområdet, som har forældre, der er ramt af psykiske helbredsproblemer. Det har vi, fordi vi ved, at børn og unge har glæde af at møde og dele erfaringer med andre i lignende situationer. Som en pige, der tidligere har deltaget i samtalegrupperne, siger:
Det har været godt, for så ved man, at der er andre, der har det lige som en selv og at man ikke er helt alene om det.
Vi mødes en gang om ugen i vores hyggelige grupperum. Hver mødegang har nogle faste punkter, hvor vi laver sjove lege, vi har kreative øvelser om et bestemt emne, f.eks. ’mig og min familie’, ’hvordan oplever jeg min forælders psykiske sygdom’, ’hvad kan jeg gøre af gode ting for mig selv’. Det er ikke terapi, formålet er primært, at de unge kan møde andre og udveksle erfaringer under trygge rammer. Vi er sammen i to timer og afslutter hver gang med lidt godt at spise.
Hvordan kommer man med i en gruppe?
Alle kan henvende sig til os. Det kan være forældre, sagsbehandler, kontaktpersoner, barnet, psykiatrien m.m. Ring for en uforpligtende samtale og få mere information. Vi er en privat humanitær organisation, som er uafhængig af kommune- og hospitalsvæsen.
Vi inviterer til en indledende familiesamtale, hvor forældre og barn/børn kan høre mere om tilbuddet. Det er også her, vi afdækker, om tilbuddet er relevant. Bliver vi enige om at gå videre herfra, vil barnet/den unge starte i næste gruppeforløb. Efter endt forløb, inviterer vi igen til en samtale med hele familien for at afrunde og evaluere.
Kontakt Helle B. Jensen, tlf. 2341 1834 eller mail til hj@tabu.dk.
Vi glæder os til at høre fra jer.
Læs mere om PsykiatriFondens Samtalegruppe her.
Gruppeledere
Fakta
- To timer en gang om ugen (onsdag eller torsdag kl. 15-17).
- Hvert gruppeforløb varer 10 uger, med gruppestart 3 gange årligt - næste gruppe starter i uge 12.
- 6-8 deltagere i samme aldersgruppe.
- To gruppeledere.
- Hejrevej 43, 3.sal, 2400 Kbh NV.
- Tilbuddet er gratis.
Børnenes behov- Det hjælper at få viden om, hvad psykisk sygdom er.
- Det er rigtig godt at tale med andre børn, som har oplevet noget af det samme.
- Man har brug for et frirum en gang imellem - f.eks. fodbold eller andre fritidsinteresser.
- Det hjælper, at en voksen tager ansvaret for situationen.
Tilbagemelding fra deltager