Psykiske problemer
Alle har prøvet at være nervøse og kede af det. Du kan sikkert selv blive bange og nervøs, når du skal i gang med noget nyt. Du kan blive trist og nedtrykt, hvis det går dårligt med kammeraterne, eller hvis du får skæld ud.

Det er normalt at kunne mærke sine følelser. Følelser er vigtige. De fortæller os, hvad der er godt og dårligt, rigtigt og forkert.

Der er ikke nogen skarp grænse mellem normale følelser og det, som kan være en psykisk sygdom.

Hvis nervøsiteten eller ængstelsen bliver så voldsom, at hjertet banker, og hænderne ryster, og man gentagne gange må gå hjem, så kan der være tale om en psykisk sygdom. En angstsygdom.

Hvis du gennem længere tid føler dig værdiløs og ikke synes, at livet er værd at leve, kan der være tale om en psykisk sygdom. En depression.

Lidt eller meget
Nogle psykiske reaktioner er så milde, at de ikke spiller nogen praktisk rolle. Højdeskræk, nervøsitet, når man skal op til tavlen, eller tristhed efter at være dumpet til eksamen. Det kan være generende, men vi lever med det. Blæser på det eller tager udfordringen op. Og klarer os bedre næste gang.

Nogle psykiske reaktioner kan blive så kraftige og alvorlige, at der er tale om psykisk sygdom, som kræver behandling. Psykiske sygdomme kan komme i perioder. Og man kan blive fuldstændig rask igen. Men bliver man ramt af en psykisk sygdom, er det vigtigt at komme i professionel behandling. Hos en psykolog eller en læge. Jo før jo bedre.

De langvarige sygdomme er skizofreni og maniodepressiv sygdom eller meget svær angst eller tvangstanker. De kræver behandling. Men så kan de fleste også leve et nogenlunde normalt liv.

Hvornår er man psykisk syg?
Når følelser og tanker tager overhånd, så man har svært ved at fungere sammen med andre mennesker eller at føre et normalt liv.