Hvorfor angst?
Man kan ikke give en præcis forklaring på, hvorfor nogle mennesker bliver angste. Angst kan både skyldes noget biologisk, psykologisk og socialt. Vi er alle født forskellige. Nogle er mere sårbare eller følsomme end andre. Nogle påvirkes mere af ydre belastninger end andre, nogle får lettere angst end andre.

Fobier kan opstå på forskellig måder. Man kan udvikle en fobi ved at have været udsat for ubehagelige oplevelser. F.eks. kan man udvikle hundefobi, hvis man er blevet bidt af en hund. Hvis man ser et trafikuheld, kan man blive bange for selv at sidde i en bil, eller man kan blive bange for dyr, fordi ens mor er bange for dem.

Panikanfald kommer mere pludseligt og uden nogen forklaring. Man kan sige, at det er en slags fejludløsning af det medfødte og naturlige instinkt, som skal hjælpe os, når der er fare på færde. Som når en cigaret udløser en røgalarm. Nogle gange kan der være sket ting i ens liv, som kan være med til at forklare, hvorfor alarmen går i gang, f.eks. hvis en i familien er død.