Kontakt
PsykiatriFonden Børn og Unge
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf.: 3929 3909
Fax.: 3929 3915
kontakt@tabu.dk
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf.: 3929 3909
Fax.: 3929 3915
kontakt@tabu.dk
Mere om spiseforstyrrelser
Definition
Nervøs spisevægring (anoreksi) og nervøse spiseanfald (bulimi) er to beslægtede spiseforstyrrelser, der er kendetegnet ved angst for fedme og en dermed forbundet fanatisk optagethed af mad, vægt, krop og slankhed. Den anorektiske er i stand til at gennemføre sit ønske om at være tynd (det vil sige personen kan lade være med at spise trods sult), mens bulimikeren ikke i samme grad kan modstå sin sult og periodisk spiser enorme mængder. Det sker f.eks. to gange ugentlig i en periode på tre måneder. Bulimikerne opretholder derved en nogenlunde normal vægt.
Nervøs spisevægring - anoreksi
Den unge pige med nervøs spisevægring har en forvrænget opfattelse af sin egen krop og et stærkt ønske om at blive tyndere, trods undervægt, ofte ned til 30 kg. Ud over undervægt ses udeblivende menstruation, lav temperatur, lav puls og blodtryk samt nedsat seksuallyst og hormonændringer. Langvarig underernæring svækker musklerne og kan hæmme kroppens og hjernens udvikling. Det kan medføre træthed, svigtende evne til indlæring, tristhed og isolation. Midlerne til at opnå den lave vægt omfatter indskrænket fødeindtagelse, meget fysisk aktivitet - specielt motion og anvendelse af afmagringsmidler, afføringsmidler og vanddrivende medicin.
Nervøse spiseanfald - bulimi
Den unge pige eller dreng med nervøse spiseanfald har tilbagevendende spiseanfald ("grovæderi" eller "ædeflip", ofte i det skjulte, fx om natten, hvor køleskabet tømmes) - fulgt af selvfremkaldt opkastning. De hyppige opkastninger kan medføre smerter i mave og spiserør, og der kan ses tandskader på grund af ætsning fra mavesyren. Den unge skammer sig over ikke at have kontrol over sin spisning og undgår derfor samvær, bl.a. under måltider.
Tvangsoverspisning (Binge Eating Disorder)
Ved overspisning har man ikke samme optagethed af vægt og udseende som ved andre spiseforstyrrelser. Maden bliver "en ven", som man bruger når man er følelsesmæssigt stresset, idet indtagelsen af fed og sukkerholdig kost giver en beroligende effekt. Følelser håndteres på denne måde ved hjælp af maden.
Ofte spiser man alene, fordi man skammer sig over mængden af mad eller man spiser ekstra måltider i det skjulte. Da man ikke kan beherske sit indtag af mad har man en følelse af kontroltab og ubehag ved sig selv og kroppens overvægt.
Bagvedliggende psykisk skrøbelighed
Det unge menneske, der udvikler en spiseforstyrrelse, kan umiddelbart virke sund, rask og veltilpasset - og omgivelserne har derfor svært ved at opdage og ved at forstå de tiltagende spiseproblemer (mere end en tredjedel af befolkningen anser spiseforstyrrelser for selvforskyldte). Men bag ved den veltilpassede overflade skjuler der sig en stor skrøbelighed, usikkerhed og manglende følelse af selvværd og identitet. Dette anses for at være en væsentlig årsagsfaktor: Den unge pige føler sig ikke i stand til at møde den udfordring, det er at skulle blive voksen, psykisk, fysisk, socialt og seksuelt. Hun sætter derfor al energi ind på at stoppe kroppens udvikling. Følelserne samles helt om at kontrollere kroppen. Angst og usikkerhed holdes derved på afstand, og omgivelsernes opmærksomhed samles om noget andet end de primære problemer.
De første signaler
Det er vigtigt at være opmærksom på de første signaler på en eventuel spiseforstyrrelse. Den unge pige ændrer sig, bliver trist og trækker sig fra samværet. Hun har eller får lav selvfølelse og søger at blive accepteret ved at fokusere på udseendet og gøre andre tilpas. Hendes opmærksomhed samler sig mere og mere om mad, vægt og krop.
Langtidsforløbet
Unge med svære spiseforstyrrelser lever ofte et isoleret, tvangspræget liv, uden seksualpartner. Cirka halvdelen bliver raske, især ved bulimi. Cirka 30% opnår forbedret funktion og klarer sig, ofte med pension, mens de restrende 20% forbliver syge hele livet. 15-20% med anoreksi dør af forskellige komplikationer eller selvmord. Hvis der er opkastninger, hvis vægttabet er stort (over 30%), og hvis der er afvigende personlighedstræk før sygdommens udbrud, bliver forløbet som regel mindre godt.
Forebyggelse
Forebyggelse er altafgørende. Spiseforstyrrelser skal forebygges ved, at de voksne i tide griber ind, støtter og indgiver selvtillid til udviklingen henimod det voksne liv. Det kræver, at man er opmærksom på de tidlige signaler, at man tør se problemet i øjnene og snakke med den unge om selvværd og konflikter.
Behandling
Hvis tilstanden først har udviklet sig, med alle de ovenfor beskrevne symptomer gælder der tre regler: 1) man må støtte til bedre spisevaner, 2) man må behandle de tilgrundliggende psykiske konflikter (se ovenfor), og 3) man må videreudvikle de evner og muligheder, der blev sat i stå, da spiseforstyrrelsen begyndte. Nogle tror, at man blot skal give den unge ubetinget kærlighed og støtte og ikke beskæftige sig med maden og vægten. Det er i princippet rigtigt, men i de svære tilfælde, hvor sygdommen må siges at have en psykotisk dimension, er det nødvendigt at tænke på pigens overlevelse og at undgå de mulige livsvarige skader på krop og hjerne.
Nervøs spisevægring (anoreksi) og nervøse spiseanfald (bulimi) er to beslægtede spiseforstyrrelser, der er kendetegnet ved angst for fedme og en dermed forbundet fanatisk optagethed af mad, vægt, krop og slankhed. Den anorektiske er i stand til at gennemføre sit ønske om at være tynd (det vil sige personen kan lade være med at spise trods sult), mens bulimikeren ikke i samme grad kan modstå sin sult og periodisk spiser enorme mængder. Det sker f.eks. to gange ugentlig i en periode på tre måneder. Bulimikerne opretholder derved en nogenlunde normal vægt.
Nervøs spisevægring - anoreksi
Den unge pige med nervøs spisevægring har en forvrænget opfattelse af sin egen krop og et stærkt ønske om at blive tyndere, trods undervægt, ofte ned til 30 kg. Ud over undervægt ses udeblivende menstruation, lav temperatur, lav puls og blodtryk samt nedsat seksuallyst og hormonændringer. Langvarig underernæring svækker musklerne og kan hæmme kroppens og hjernens udvikling. Det kan medføre træthed, svigtende evne til indlæring, tristhed og isolation. Midlerne til at opnå den lave vægt omfatter indskrænket fødeindtagelse, meget fysisk aktivitet - specielt motion og anvendelse af afmagringsmidler, afføringsmidler og vanddrivende medicin.
Nervøse spiseanfald - bulimi
Den unge pige eller dreng med nervøse spiseanfald har tilbagevendende spiseanfald ("grovæderi" eller "ædeflip", ofte i det skjulte, fx om natten, hvor køleskabet tømmes) - fulgt af selvfremkaldt opkastning. De hyppige opkastninger kan medføre smerter i mave og spiserør, og der kan ses tandskader på grund af ætsning fra mavesyren. Den unge skammer sig over ikke at have kontrol over sin spisning og undgår derfor samvær, bl.a. under måltider.
Tvangsoverspisning (Binge Eating Disorder)
Ved overspisning har man ikke samme optagethed af vægt og udseende som ved andre spiseforstyrrelser. Maden bliver "en ven", som man bruger når man er følelsesmæssigt stresset, idet indtagelsen af fed og sukkerholdig kost giver en beroligende effekt. Følelser håndteres på denne måde ved hjælp af maden.
Ofte spiser man alene, fordi man skammer sig over mængden af mad eller man spiser ekstra måltider i det skjulte. Da man ikke kan beherske sit indtag af mad har man en følelse af kontroltab og ubehag ved sig selv og kroppens overvægt.
Bagvedliggende psykisk skrøbelighed
Det unge menneske, der udvikler en spiseforstyrrelse, kan umiddelbart virke sund, rask og veltilpasset - og omgivelserne har derfor svært ved at opdage og ved at forstå de tiltagende spiseproblemer (mere end en tredjedel af befolkningen anser spiseforstyrrelser for selvforskyldte). Men bag ved den veltilpassede overflade skjuler der sig en stor skrøbelighed, usikkerhed og manglende følelse af selvværd og identitet. Dette anses for at være en væsentlig årsagsfaktor: Den unge pige føler sig ikke i stand til at møde den udfordring, det er at skulle blive voksen, psykisk, fysisk, socialt og seksuelt. Hun sætter derfor al energi ind på at stoppe kroppens udvikling. Følelserne samles helt om at kontrollere kroppen. Angst og usikkerhed holdes derved på afstand, og omgivelsernes opmærksomhed samles om noget andet end de primære problemer.
De første signaler
Det er vigtigt at være opmærksom på de første signaler på en eventuel spiseforstyrrelse. Den unge pige ændrer sig, bliver trist og trækker sig fra samværet. Hun har eller får lav selvfølelse og søger at blive accepteret ved at fokusere på udseendet og gøre andre tilpas. Hendes opmærksomhed samler sig mere og mere om mad, vægt og krop.
Langtidsforløbet
Unge med svære spiseforstyrrelser lever ofte et isoleret, tvangspræget liv, uden seksualpartner. Cirka halvdelen bliver raske, især ved bulimi. Cirka 30% opnår forbedret funktion og klarer sig, ofte med pension, mens de restrende 20% forbliver syge hele livet. 15-20% med anoreksi dør af forskellige komplikationer eller selvmord. Hvis der er opkastninger, hvis vægttabet er stort (over 30%), og hvis der er afvigende personlighedstræk før sygdommens udbrud, bliver forløbet som regel mindre godt.
Forebyggelse
Forebyggelse er altafgørende. Spiseforstyrrelser skal forebygges ved, at de voksne i tide griber ind, støtter og indgiver selvtillid til udviklingen henimod det voksne liv. Det kræver, at man er opmærksom på de tidlige signaler, at man tør se problemet i øjnene og snakke med den unge om selvværd og konflikter.
Behandling
Hvis tilstanden først har udviklet sig, med alle de ovenfor beskrevne symptomer gælder der tre regler: 1) man må støtte til bedre spisevaner, 2) man må behandle de tilgrundliggende psykiske konflikter (se ovenfor), og 3) man må videreudvikle de evner og muligheder, der blev sat i stå, da spiseforstyrrelsen begyndte. Nogle tror, at man blot skal give den unge ubetinget kærlighed og støtte og ikke beskæftige sig med maden og vægten. Det er i princippet rigtigt, men i de svære tilfælde, hvor sygdommen må siges at have en psykotisk dimension, er det nødvendigt at tænke på pigens overlevelse og at undgå de mulige livsvarige skader på krop og hjerne.
