Kontakt
PsykiatriFonden Børne- og Ungeafdelingen
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf.: 3929 3909
Fax.: 3929 3915
kontakt@tabu.dk
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf.: 3929 3909
Fax.: 3929 3915
kontakt@tabu.dk
Personlig historie
Sandra
Sandra er 15 år og er lige startet i 1g. Hun har altid været populær blandt klassekammeraterne og har også altid klaret sig godt i skolen. Men hun synes, det er hårdt at gå i gymnasiet – spændende, men hårdt. Hun savner flere af sine gamle veninder og har det svært med de faglige krav på gymnasiet. I folkeskolen har hun aldrig været nødt til at kæmpe for de gode karakterer, nu føler hun, at hun virkelig må anstrenge sig for at bare være lidt over middel i klassen.
Sandra kører sig selv hårdt i de første måneder. Hun føler ikke at hun slår til og er bange for at ikke høre til på gymnasiet. Hvad vil hendes forældre ikke sige, når de finder ud af, hvordan hun egentlig klarer sig i gymnasiet. Moren har altid været en mega stræber og det har helt sikkert smittet af på Sandra. Måske er det mere for moren skyld at Sandra overhovedet startede i gymnasiet?
I løbet af efteråret bliver Sandra mere og mere forvirret, fortvivlet og ked af det. Hendes selvværd er på nul og hun føler ikke, at hun er god til noget som helst. Hun kommer også mindre og mindre ud og aflyser f.eks. en række aftaler med veninderne. Hun føler sig ensom, men føler ikke at hun kan tale med nogen om det. Hun har jo altid været den glade og dygtige pige. Nu er hun ingenting og hun skammer sig over det.
En aften, mens Sandra sidder alene på sit værelse, griber hun pludselig – uden at tænke over det – ud efter saksen på skrivebordet og klipper et dybt sår i låret på sig selv. Hun græder, det gør ondt, men det er også befriende på en mærkelig måde.
Det næste stykke tid har Sandra flere episoder, hvor hun både skærer og brænder sig selv. Hun bliver dårligere psykisk og hendes skolepræstationer daler markant. Hun har pludseligt et høj fravær og er bagud med afleveringerne. Både hendes mor og et par veninder spørger hende, hvordan hun har det, men hun lyver og siger, at det er ok.
En dag bliver hun kaldt ind til samtale hos studievejlederen. Sandra er meget nervøs og beslutter sig for at ikke indvie studievejlederen i, hvordan hun har det. Hun vil fortælle studievejlederen, at der har været problemer imellem moren og faren, men at det går bedre nu og at hun næsten har fået skrevet alle opgaverne, hun mangler at aflevere. Men når hun sidder foran studievejlederen kan hun ikke lyve alligevel. Orker ikke. Hun fortæller studievejlederen hele historien og græder imens.
Studievejlederen foreslår Sandra, at hun taler med en psykolog, som er tilknyttet gymnasiet. Studievejlederen kontakter – med Sandras samtykke – også hendes forældre, som kommer med det samme. De er chokerede, men tager det alligevel roligt.
Sandra går hos psykologen i næsten fire måneder. I starten en gang om ugen, så hver 14. dag og i den sidste periode hver tredje uge. Ifølge psykologen, så har Sandra tydelige tegn på depression, så derfor skal hun også snakke med sin læge, som igangsætter en medicinsk behandling. Sammen med psykologen arbejder Sandra med at reducere selvskaden og de arbejder også med hendes følelser og stresshåndtering. Sammen laver de et kort, som Sandra altid skal have på sig. På kortet står 10 ting som Sandra kan gøre i stedet for at skade sig selv.
I takt med at Sandra får det bedre psykisk begynder det også at gå bedre i skolen og hun begynder at se mere lyst på tingene igen.
Sandra er 15 år og er lige startet i 1g. Hun har altid været populær blandt klassekammeraterne og har også altid klaret sig godt i skolen. Men hun synes, det er hårdt at gå i gymnasiet – spændende, men hårdt. Hun savner flere af sine gamle veninder og har det svært med de faglige krav på gymnasiet. I folkeskolen har hun aldrig været nødt til at kæmpe for de gode karakterer, nu føler hun, at hun virkelig må anstrenge sig for at bare være lidt over middel i klassen.
Sandra kører sig selv hårdt i de første måneder. Hun føler ikke at hun slår til og er bange for at ikke høre til på gymnasiet. Hvad vil hendes forældre ikke sige, når de finder ud af, hvordan hun egentlig klarer sig i gymnasiet. Moren har altid været en mega stræber og det har helt sikkert smittet af på Sandra. Måske er det mere for moren skyld at Sandra overhovedet startede i gymnasiet?
I løbet af efteråret bliver Sandra mere og mere forvirret, fortvivlet og ked af det. Hendes selvværd er på nul og hun føler ikke, at hun er god til noget som helst. Hun kommer også mindre og mindre ud og aflyser f.eks. en række aftaler med veninderne. Hun føler sig ensom, men føler ikke at hun kan tale med nogen om det. Hun har jo altid været den glade og dygtige pige. Nu er hun ingenting og hun skammer sig over det.
En aften, mens Sandra sidder alene på sit værelse, griber hun pludselig – uden at tænke over det – ud efter saksen på skrivebordet og klipper et dybt sår i låret på sig selv. Hun græder, det gør ondt, men det er også befriende på en mærkelig måde.
Det næste stykke tid har Sandra flere episoder, hvor hun både skærer og brænder sig selv. Hun bliver dårligere psykisk og hendes skolepræstationer daler markant. Hun har pludseligt et høj fravær og er bagud med afleveringerne. Både hendes mor og et par veninder spørger hende, hvordan hun har det, men hun lyver og siger, at det er ok.
En dag bliver hun kaldt ind til samtale hos studievejlederen. Sandra er meget nervøs og beslutter sig for at ikke indvie studievejlederen i, hvordan hun har det. Hun vil fortælle studievejlederen, at der har været problemer imellem moren og faren, men at det går bedre nu og at hun næsten har fået skrevet alle opgaverne, hun mangler at aflevere. Men når hun sidder foran studievejlederen kan hun ikke lyve alligevel. Orker ikke. Hun fortæller studievejlederen hele historien og græder imens.
Studievejlederen foreslår Sandra, at hun taler med en psykolog, som er tilknyttet gymnasiet. Studievejlederen kontakter – med Sandras samtykke – også hendes forældre, som kommer med det samme. De er chokerede, men tager det alligevel roligt.
Sandra går hos psykologen i næsten fire måneder. I starten en gang om ugen, så hver 14. dag og i den sidste periode hver tredje uge. Ifølge psykologen, så har Sandra tydelige tegn på depression, så derfor skal hun også snakke med sin læge, som igangsætter en medicinsk behandling. Sammen med psykologen arbejder Sandra med at reducere selvskaden og de arbejder også med hendes følelser og stresshåndtering. Sammen laver de et kort, som Sandra altid skal have på sig. På kortet står 10 ting som Sandra kan gøre i stedet for at skade sig selv.
I takt med at Sandra får det bedre psykisk begynder det også at gå bedre i skolen og hun begynder at se mere lyst på tingene igen.
