Far kom, far gik og far døde
Sådan husker jeg en stor del af min barndom: turbulent og indimellem helt surrealistisk. Det værste var uvisheden og angsten for, hvad der mon skete, og hvordan dagen i morgen ville blive. Det kunne man aldrig rigtig vide sig sikker på. Jeg måtte tage tingene, som de kom, og så ellers lære at stikke en finger i jorden og fornemme stemningen omkring mig. Derudfra vidste jeg så, om det var tid til at grine, græde, tale eller tie. Alting skete så brat. Pludselig skulle vi ud og så pludselig tilbage og så pludselig... I mange år var jeg overbevist om, at jeg var direkte skyld i, at min far og bror drak. Jeg kunne faktisk ikke rigtig se, hvem der ellers skulle være skyld i det. Det resulterede selvfølgelig i, at jeg aldrig kunne gøre tingene godt nok.

(Datter af en alkoholmisbrugende far i bogen "Børn af alkoholikere. 25 danskere skriver om at være vokset op i en alkoholisk familie")