Fortalt af Lene, 36 år
De første mange år klarede jeg mig igennem på en afsindig vrede. På min mor, på mine forældre, på venner, på kvinder, på voksne, på verden og på livet. Som 4-5 årig oplevede jeg den første afmagt og skyld over ikke at slå til, ikke at forstå og over at forårsage min mor smerte. Jeg forskrækkede hende, den dag hun vendte hjem fra psykiatrisk afdeling – uden dengang at være klar over, at det var der, hun havde været. Jeg stod midt i vores entre, helt synligt da jeg allerede var vel vidende om hendes følsomme sind. Min mor og far trådte ind ad døren, og jeg sagde ‘bøh’. Da indtraf katastrofen. Min mor græd endeløst, min far skældte mig voldsomt ud og lod mig alene. Jeg forstod ingenting. Jeg havde jo netop gjort mig synlig og ville bare drille min mor kærligt og sige, jeg havde savnet hende.

Der var mange ting, jeg ikke forstod. Jeg prøvede ihærdigt at spille skak med det liv, jeg var blevet tildelt. Være flere træk foran for at gardere mig, men jeg fandt hurtigt ud af, at man ikke kan forudsige et andet menneskes træk. Ofte opdager man et hul i sit panser, og ord rammer som hårde stød, man ikke kan glemme.

Min mors sygdom tog til gennem årene. Imens trak min far og storebror sig længere og længere væk. Det var som om, der kun var mig tilbage. Ikke af lyst, men af pligt og af mangel på anden hjælp tog jeg langsomt over, og efter få år havde familien tilladt, at min mor og jeg havde byttet roller. Der kom flere og flere forpligtelser og forventninger. Udadtil klarede jeg det fint. Jeg var en pligtopfyldende pige, der agerede voksen, havde små særheder, men mange venner og en skole som eneste refugium. Jeg havde i takt med min mors sygdom selv udviklet tvangstanker og var begyndt at blive utrolig aggressiv. Jeg afreagerede ved at smadre ruder i en forladt bygning, men tvangstankerne udviklede sig hurtigt og gjorde mit liv så svært, at jeg knap kunne trække vejret.

Vi boede for enden af en lang grusvej med en hel del huller. Endnu flere når det havde regnet. Når jeg nåede til begyndelsen af vejen, skulle jeg ved hvert hul først gå til venstre, så til højre og så lige igennem. Det tog timer og var ved at drive mig til vanvid. Oveni blev mine forældre irriterede over, at jeg ikke overholdt tiderne og skældte derfor voldsomt ud. Tvangstankerne gjorde hele min tilværelse sværere og sværere. Jeg brugte omkring en time på at lægge ting rigtigt, inden jeg skulle i seng. Hvis det ikke blev gjort ordentligt, måtte jeg gøre det hele om. Det opdagede min far til min store skræk – og lettelse. Jeg var ved at miste mit liv til tvangstankerne, der var forsøg på at få min mors trusler om at forlade os til ikke at gå i opfyldelse.

Min far gik med mig på toilettet og ind til sengen og sørgede for, at jeg ikke rettede på noget, men kom i seng. Det gav den utrolige følelse af tryghed, jeg havde savnet. Der var nogen, der blev. Der var nogen, der elskede mig nok til at blive hos mig og hjælpe mig.
Min mor var ofte alene, da min far rejste meget med sit arbejde. Når fyret fx gik ud, tog hun min bror og mig i armene og gik rundt udenfor i vrede i lang tid. I regnvejr og sne. Ofte var hun så rasende, at hun ikke opdagede, at vi hverken havde fået overtøj eller sko på. Det var bare en refleks at tage os med, jeg tror ikke hun registrerede os, halvt flyvende, halvt løbende efter hende. Min bror og jeg sagde aldrig noget. Vi vidste instinktivt, hvornår der kunne tales, og hvornår der ikke kunne.

Senere fik min far egen virksomhed og forsvandt i sit arbejde. Min bror var sjældent hjemme og prøvede konstant kræfter med mine forældre – ofte ved at overtræde grænserne for det lovlige. Selv dér var det min opgave at vække ham om morgenen, da mine forældre efterhånden havde givet op.
En morgen rejste han sig halvt sovende op i sengen og langede mig en hård lussing. Og lagde sig til at sove igen. Fra da af ophørte mit ansvar for min bror.

Min mors angst var nu så voldsom, at hun ikke længere kunne have et job eller være alene eller gå uden for huset. Derfor blev jeg ringet op på mit uddannelsessted af en angst og grædende mor, der bønfaldt mig om at komme hjem. Hvilket jeg så gjorde. Det blev min far meget vred over, da jeg så ikke kunne passe mit eftermiddagsjob hos ham. Jeg skulle være der for dem begge to, være mor for min mor og kone til min far. Lige meget hvad jeg gjorde, var der ingen, der var tilfreds. Livet var blevet utroligt svært, og jeg kunne ikke se noget lys i fremtiden. Min identitet var nærmest tilintetgjort.

Jeg begyndte at dyrke overdreven meget sport, ofte 35-40 timer om ugen. Jeg spiste meget lidt, og til tider sultede jeg mig bevidst. Oftere og oftere begyndte jeg i forvirring og håbløshed og afmagt at skære i mig selv. For at bevise over for mig selv, at jeg kunne udholde større smerte, end den min familie påførte mig. Jeg havde kontrol, mod og en høj smertetærskel. Min krop var ikke længere mit sind. Den var blevet min slave. Den der skulle adlyde og udføre. Alt udenom var kaos og ude af kontrol.

I mine teenageår forsøgte min mor flere gange at begå selvmord og røg ind og ud af den lukkede afdeling. Min far ønskede at blive skilt og græd uden at vide, at jeg hørte det. Min mor havde mange gange truet med at forlade os for evigt, hvis tingene ikke blev, som hun ønskede. Hun havde familien i sin hule hånd og kørte os langsomt, men sikkert i sænk. Min far og jeg prøvede forgæves at læne os mod hinanden for at finde styrke, men den ebbede hurtigt ud, selv om vi fik et særligt sind for hinanden. Som om vi kunne læse hinandens tanker og følelser gennem stuer, huse og telefoner.
Ved min mors første selvmordsforsøg havde en taxichauffør smidt hende blødende, med to næsten overskårede fingre og tis ud over det hele, foran vores hus uden at have gjort sig den ulejlighed at se, om der var nogen til at tage imod hende. Der var kun mig. Et barn.

Min farmor, der som den eneste elskede mig ubetinget for hvad jeg var og gerne ville være, havde jeg bedt om at blive væk. Min mor havde i raseri råbt, at hvis min farmor kom bare en gang til i vores hus, ville min mor forsvinde for evigt. Jeg tog derfor ud til min farmor og bad hende om ikke at komme mere. Det var første gang, jeg så hende græde. Hun råbte, at jeg skulle holde op, holde min mund, og det knuste mit hjerte. Hende der altid havde været der for mig, bad jeg om at blive væk, fordi jeg troede, at jeg var nødt til det. Hun tilgav mig selvfølgelig, som det fine og dejlige menneske hun var. Jeg tilgav derimod aldrig mig selv.

Efterhånden ‘overtog’ jeg min mors sygdom. Jeg begyndte at slide mig selv op. Jeg begyndte at drikke – først i weekenderne, så alle dage. Blandede medicin og spiritus og endte til udpumpning flere gange. Senere nogle halvhjertede selvmordsforsøg, der kun gjorde livet sværere. Vejene snævrede sig ind. Livet var ved at løbe fra mig, og jeg ville gerne dø. Jeg havde bare ikke mod nok til det. Egentlig tror jeg heller ikke i dag, at det var det, jeg ville. Jeg ønskede så inderligt hjælp, men der var ingen, og den hjælp der var, tog jeg sjældent imod. Ofte for at beskytte modparten, men også fordi jeg nemt lod mig udnytte. Jeg var blevet en ‘pleaser’ uden sjæl og vilje. Jeg var ingen, jeg var hvad andre ønskede, jeg skulle være.

Da jeg ikke kunne komme af med mig selv, tog mine jobs en drastisk ændring. Jeg tog til Balkan og lærte at rydde miner. Hver gang jeg kom hjem, var det jeg havde set så langt fra hverdagen hjemme, at jeg ikke kunne forlige mig med det og derfor hurtigt tog af sted igen, uanset faren. Adrenalinet steg for hver udsendelse og krævede mere og mere spænding og større krav til mig selv. Det endte til sidst med et alvorligt selvmordsforsøg, der kunne have fået katastrofale følger. Jeg tænkte aldrig over, at jeg kunne overleve, men at kroppen kunne havde taget skade.

Jeg går nu på snart 15. år til psykolog og tager antidepressiv medicin (Fontex). Det er min udvej til livet. Min egen læge har hjulpet mig mere end nogen anden. Hun har trådt ind som den voksne, jeg aldrig har haft i mit liv. Hun er ærlig og varm og forstående og giver mig tryghed, når livet føles kaotisk og uforståeligt. Hun giver mig samtidig indsigt og tid til at finde min egen vej. Tillader mig at spørge om almindelige ting, som jeg ikke ved. Og som jeg ikke forstår.
Jeg har intet sexliv, selv om jeg gerne vil, men da mine grænser er blevet overtrådt mange gange, er det et virvar af tråde, der skal reddes ud. Jeg vil også gerne have et barn, men har indset, at jeg nok ikke når det. Der er stadigvæk mange ting, jeg skal have på plads.

Min mor og far er stadig gift, og min mor har det ganske godt. Syg vil hun altid være, men medicin hjælper hende langt hen af vejen. Jeg er ikke vred på min mor længere. Har faktisk aldrig været det, men jeg var og er vred og ked af det på den sygdom, hun har. Den der fratager hende alt det, hun kunne have været. Jeg holder af alt det, der er tilbage, og finder det der mangler andre steder.
Jeg har endelig fået hjælp til at bære min byrde på den bedst tænkelige måde, men ingen kan undsige sig sin fortid. Følelser kan man ikke flytte fra.