Fortalt af Majken, 18 år
Første skoledag i 8. klasse startede en ny pige fra Iran i klassen. Vi blev hurtigt gode veninder, jeg var 13 år, og for første gang havde jeg en rigtig veninde. Samtidig begyndte jeg at få mange tanker om døden. Jeg delte mig i to, hjemme var jeg sortseende, følte ingen glæde ved noget, ingenting interesserede mig, og en bølge af tomhed kom op under mig. Alle andre steder var jeg trodsig og lukket. Jeg følte vrede mod verden. Jeg følte mig utilpas i mine forældres nærvær og undgik at være hjemme. Størstedelen af tiden tilbragte jeg i flygtningelejren, hvor min veninde boede.

Vi begyndte at gå på diskotek og lalle rundt i byen. Jeg spurgte ikke mine forældre om lov, da tanken om at sidde og føre en samtale med dem gjorde mig endnu mere tom, end jeg var i forvejen. Vores forlystelser blev dog forholdsvis hurtigt opdaget. Jeg gik på kompromis med mine forældre, så min far hentede mig kl. 02 i byen hver weekend. I byen opførte jeg mig udfordrende og tiltrak det forkerte klientel. Jeg begyndte at pjække fra skole, jeg var så træt, var ikke interesseret og kunne i øvrigt ikke koncentrere mig.

Trodsigheden fyldte på det tidspunkt meget. Jeg skiftede mine flygtningevenner ud med omhyggeligt udvalgte ‘problembørn’. Jeg var ikke meget hjemme, mest for at undgå min ligegyldighed, mine selvbebrejdelser og min søvnløshed. Jeg fik det langsomt værre, men sørgede hele tiden for at være sammen med nogle venner. Jeg kunne ikke holde ud at være alene med mine forældre, men da det jo ikke helt kunne undgås, var jeg sammen med dem engang imellem, hvilket var meget smertefuldt. De ramte hele tiden rigtigt, "hvad er der i vejen, vi kan mærke du har forandret dig, er der noget vi kan gøre" osv. Jeg havde meget dårlig samvittighed, jeg vidste jeg voldte dem smerte og ønskede virkelig at fortælle, hvad der var i vejen. Men jeg kunne ikke. Jeg vidste det ikke. Det eneste jeg vidste var, at der virkelig var noget galt.

Min mor prøvede flere gange at nå ind til mig, men lige meget hvor meget hun rakte ud efter mig, kunne jeg ikke nå hende. Jeg vidste, jeg voldte mange problemer i familien og tænkte mange gange, at alle ville være bedre tjent, hvis jeg ikke levede. Jeg var stadig meget i byen og meget trodsig. Jeg kunne ikke nøjes med at såre min mor og far, jeg skulle også være øretæveindbydende og fræk.
Jeg var begyndt at få hovedpine og forhøjet blodtryk. Når jeg havde hovedpine, kunne jeg hverken se lys eller gå lige. Min læge kunne ikke finde årsagen og sendte mig til en børnelæge. Jeg fik taget blodprøver, scanninger og røntgenbilleder, men lægen opgav og sendte mig på Rigshospitalet i København. Jeg var indlagt to uger før jul og tre uger efter nytår. Det var et sandt mareridt. Én ting var alle lægerne, undersøgelserne, narkosen og hovedpinerne, men min mor var der også – 24 timer i døgnet. På intet tidspunkt tog jeg initiativ til at snakke med hende, og jeg var ligeglad med den smerte, jeg voldte hende.

Jeg blev udskrevet uden diagnose, men fik blodtryksnedsættende medicin. Lige efter nytår besluttede jeg hårdt og kontant, at jeg ville flytte hjemmefra. Jeg så det bedst for alle parter, ikke mindst mig selv. Jeg pjækkede atter fra skole og kørte på kommunen. Jeg kom ind til en socialrådgiver og satte hende ind i situationen. Efter mange anstrengelser og tårer fik jeg fortalt hende alt. Også hvordan jeg opførte mig over for min familie. Hendes kommentar var, at alle havde det svært i min alder. Jeg sagde provokerende undskyld ulejligheden og kørte grædende tilbage til skolen. Jeg vidste godt, jeg var midt i en svær alder, men der var ingen af mine klassekammerater, der havde den ene søvnløse nat efter den anden, der faldt i søvn i skolen, der mindst en gang om ugen blev kaldt til samtale hos klasselæreren, der undgik deres hjem, der havde ondt af deres forældre pga. dem selv. Det eneste identiske problem vi havde, var de tider vi skulle være hjemme på.

Jeg havde aldrig følt mig så alene og svigtet. Jeg søgte trøst hos en af mine venner, der boede på en døgninstitution. Hun sagde, jeg skulle blive ved med at presse min socialrådgiver, evt. sige at mine forældre drak. Jeg kørte på kommunen igen og sagde, at jeg simpelthen ikke kunne holde det ud mere, fordi mine forældre behandlede mig så dårligt. Denne gang sagde socialrådgiveren, at hun ville komme hjem til os, så vi alle fire kunne få en snak. Hun sagde, at hun var vant til lidt af hvert, så jeg skulle bare tage det roligt, hvis min mor og far begyndte at kaste rundt med kaffekopperne. "Dumme kælling, jeg har verdens bedste forældre, det er mig der er noget i vejen med" tænkte jeg og forlod hendes kontor. Jeg kontaktede hende ikke igen.

En aften jeg sad på mit værelse, kaldte mine forældre på mig. De så alvorligt og medfølende på mig, og det eneste de sagde, var: "Vi vil spørge dig, om du vil tænke over at komme i behandling hos en psykiater?" Al min vrede mod dem og hele verden forsvandt med ét, og jeg svarede stille ja. Af min læge fik jeg en henvisning til en psykiater i København. Tanken om at skulle til psykiater skræmte mig meget. Ville hun indlægge mig, ville hun hypnotisere mig eller hvad ville hun? Det viste sig at være ganske ufarligt. Hun så kraftige symptomer på en depression, og jeg kom i medicinsk behandling med det samme og skulle have konsultationer hos hende hver uge. Jeg skulle også stoppe med mit blodtryksmedicin, da det forværrede min depression. Hovedpinerne kom igen, men fortog sig når jeg fik det bedre psykisk.

Det var ekstremt hårdt, både fysisk og psykisk. Hver torsdag aften i halvandet år tog jeg natfærgen fra Bornholm til København. Men det hjalp, dog ikke lige fra den ene dag til den anden. Som en del af min behandling besluttede min psykiater, mine forældre og mig selv, at jeg skulle flytte hjemmefra i en periode. Da jeg stadig havde mine venner fra døgninstitutionen, fandt jeg det passende at flytte derhen. Det gik mine forældre ikke med til. De vidste hvordan stedet var, pædagoger var fysisk til stede i døgndrift, og man fik mad hver dag. Alt andet afhang af, hvor meget man ville lyve og manipulere med personalet. Det vidste jeg også, og det kunne ikke passe mig bedre.

Vi så på Bispebjergs psykiatriske afdeling for børn og unge. Det ville jeg ikke, for så ville jeg udgå fra distriktspsykiatrien (mine ambulante samtaler) og få en ny psykiater, der var tilknyttet den psykiatriske afdeling. Vi blev enige om en kostskole på Sjælland. Det var forfærdeligt. Konstant negative tanker, ingen interesse, ensomhed, søvnløshed og selvbebrejdelser. Jeg tog tilbage til Bornholm efter to uger. Håbet om at alt ville blive godt tabte mod min sygdom. Vreden mod mine forældre og verden startede på ny. Vi var stadig enige om, at jeg skulle væk hjemmefra. Mine forældre gik med til et besøg på døgninstitutionen. Forstanderen fremlagde stedet meget idyllisk og satte mine forældre ind i reglerne. De blev positivt overraskede og indvilligede. Jeg var ellevild, for jeg vidste udmærket godt hvordan de strenge regler fungerede i praksis. Aldrig har jeg pakket mine ting så hurtigt, nu skulle jeg bo sammen med mine venner.

I stedet for at cykle i skole, cyklede jeg hen på den lokale bodega hvor mine – noget ældre og arbejdsløse – venner sad, og jeg kom ofte meget beruset hjem. Når personalet spurgte til min dag, kiggede jeg ned i jorden og sagde, jeg var meget træt. Jeg vidste, der ikke ville blive gjort mere ved det, så jeg gentog roligt succesen. Hvad jeg derimod ikke vidste var, at skolen havde tæt kontakt til mine forældre. Efter 10 dage blev jeg hentet hjem af min far. Der kunne jeg ikke mere, jeg brød fuldstændigt sammen. Jeg kunne intet, hverken spise, sove, stå op, gå i skole, jeg kunne kun med nød og næppe trække vejret. Der ville jeg dø. Jeg overvejede alle mulighederne, men de skræmte mig alle sammen. Det var første og eneste gang, jeg har haft direkte selvmordstanker.

Umiddelbart efter blev jeg sygemeldt fra skolen. Jeg rejste stadig til København en gang om ugen. Min psykiater foreslog mig et sommerjob som hestepasser, hvilket jeg syntes lød fremragende, og jeg fik uden problemer arbejde på et hestestutteri. De tre måneder dér gjorde mig godt. Det var benhårdt arbejde, men jeg fik luft og lagde mine dårlige bekendtskaber på hylden. Og med mine bare 14 år blev jeg hurtigt de ansattes kæledægge. Jeg havde stadig mange tunge tanker, men vigtigst af alt ringede jeg hver aften hjem til mine forældre og fortalte dem om min dag.

Fem dage før jeg skulle starte i 9. klasse, tog jeg tilbage til Bornholm. Jeg skulle se virkeligheden i øjnene igen. Jeg havde forandret mig meget og havde åbnet mig. Forholdet til mine forældre blev langsomt bedre. Jeg brugte dem nu som forældre, fortalte dem både alt dårligt og alt godt.
Hjemme blev trygt og godt, mens alt andet var uhåndterligt. Gennem hele 9. klasse fik jeg ekstrahjælp, men alt forekom uoverkommeligt. Ekstrahjælpen var et stort nederlag for mig. Selv om jeg var i bedring, forstod jeg, at jeg skulle kvæles af fortiden i lang tid. Alligevel lykkedes det mig at se et lys.

Så mødte jeg Mads, som var min kæreste i et år. Mads hev mig så langt tilbage, at lyset forsvandt. Hans manglende forståelse for mig og min afhængighed af ham. Da Mads gjorde det forbi, skulle jeg gøre mig fri af min afhængighed. Det skete langsomt, men tomheden og den manglende livsglæde tog atter fat. De negative tanker cirkulerede i mit hoved. Jeg vidste, at forholdet mislykkedes pga. min sygdom, og det skræmte mig for fremtiden.

Efter mange tårer og ekstratimer afsluttede jeg 9. klasse med mine klassekammerater og skulle tage stilling til fremtiden. Faktum var, at jeg stadig var alvorligt syg. I sommerferien, hvor alle andre var på stranden, ransagede jeg mit hoved for, hvad jeg kunne klare trods min sygdom. Valget faldt på levnedsmiddel på Erhvervsskolen – ingen lektier, ingen bekymringer.

På skolen erfarede jeg hurtigt forskellen på mig og de andre. Mens de sad og grinede i frikvarterene, sad jeg og var træt og selvbebrejdende, fordi jeg følte forskellen var så stor. Endnu værre var, når de spurgte til gårsdagens fravær. Jeg syntes, det var svært og pinligt at sige, at jeg gik til psykiater. Jeg var 15 år og syntes, det var et stort tabu. Jeg sprang fra efter fire måneder, da jeg så en annonce i avisen, hvor en familie søgte en ung pige i huset. Da jeg var til samtale, måtte jeg jo sige, at jeg behøvede en fridag om måneden, fordi jeg gik til psykiater i København. Mod alle mine forventninger blev jeg ansat på stedet.

Jeg startede kort tid før, jeg fyldte 16 år. Endelig kunne jeg se et lys igen, og denne gang var det meget tydeligt. De år, jeg var i huset, var en skøn tid. De forløb dog ikke uden problemer. Tunge og negative tanker cirkulerede stadig rundt i mit hoved. Men der var lyse dage, dejlige dage hvor jeg hyggede om ungerne. Initiativ og åbenhed formåede jeg at beholde gennem mine svære år. Med de to ting lærte jeg nye mennesker at kende. Fra det tidspunkt ændrede min sygdom sig. Jeg havde depressive perioder og gode perioder, ikke maniske, men almindelig tankegang og væremåde.


De gode perioder var ubeskriveligt dejlige. Tunge tanker forsvandt, søvnløsheden blev til en stabil nattesøvn, trætheden blev til en sprutten af energi, selvbebrejdelser blev til et fredfyldt sind og uoverskueligheden forsvandt til bagateller. Jeg troede, jeg var kommet over min sygdom, at jeg havde vundet. Men intet varer evigt. Heller ikke mit fredfyldte sind. Min tilværelse føltes utryg.

Der var også den virkelige verden, ting der påvirkede mig udefra. Min mor blev opereret og var sengeliggende i tre mdr. Jeg følte pligt til at passe hende, og som alle andre havde jeg kærester og sorger. Udløbsdatoen på min kontrakt som ung pige i huset nærmede sig med hastige skridt. Jeg skulle igen tage store beslutninger.

Efter at have været Politikens "Hvad kan jeg blive" igennem 387 gange, valgte jeg at gå i lære som bygningsmaler. Lærerpladsen kom jeg nemt til, men der var skepsis omkring mine rejser til København. Det var godt at være maler, det var forår, og jeg havde gode kollegaer. Kort tid efter min ansættelse løb jeg igen ind i en depressiv periode. Søvnløsheden, tomheden, selvbebrejdelserne tog atter fat i mig, og jeg bandede hele verden væk. Det var i den grad svært at gå på arbejde, det eneste jeg kunne tænke på, var den næste pause. Hvad havde jeg gjort som var så frygteligt, at straffen var uendelig?

En mild forårslørdag hvor min mor efter store anstrengelser havde fået mig med ud i haven, faldt jeg. Mit venstre ben forsvandt. Jeg vidste ikke, hvad der skete, jeg kunne godt mærke benet, men funktionen var ringe. Efter en tid kunne jeg gå igen, men de nedsatte funktioner kom tilbage, både i arm, ben og øjne. Jeg blev indlagt, og lægerne var meget bekymrede. Der var to store muligheder: dissemineret sklerose eller en tumor i hjernen. Jeg var virkelig bange og tænkte som jeg så ofte gjorde: hvorfor mig?

Efter mange undersøgelser, nogle mere smertefulde end andre, fik jeg endelig besked. Alle prøver var fine, jeg fejlede intet. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Grine fordi jeg var rask, eller græde fordi jeg nu kunne starte på arbejde igen. Jeg valgte at græde, jeg ville ikke starte igen. Jeg havde meget svært ved at se lyset. Min diagnose er "tilbagevendende depression", og i mit tilfælde er ekstrapræmien en psykosomatisk lidelse. Det betyder, at når jeg har haft det dårligt tilstrækkeligt længe, opstår der fysiske lidelser.

Efterhånden kom kræfterne tilbage, og jeg tog til København igen. Min psykiater var selvfølgelig henrykt over, at jeg ikke fejlede noget alvorligt og spurgte, om jeg ikke glædede mig til at starte på arbejde mandag morgen. I det øjeblik kunne jeg have slået hende, men bevarede selvfølgelig fatningen og svarede, at jeg overhovedet ikke skulle starte på noget som helst arbejde igen. "Hvorfor?" – det er det store spørgsmål i mit liv. Jeg vidste det ikke. Efter at have gået hjemme i en måned spurgte hun, om jeg havde overvejet at tage på højskole. Det havde jeg aldrig skænket en tanke, men hun talte godt for sagen.

I dag – efteråret 2001 – er jeg 18 år og går på Rønde Højskole. På den anden side af jul rejser jeg til Hong Kong for at arbejde som volontør i tre måneder, og derefter skal jeg rejse rundt i Kina.
Jeg er ikke helbredt og ved ikke, om jeg noget sinde bliver det. Men jeg kan se lyset igen, og det vokser for hver dag, der går.